Passager: Jeg troede, vi ville kæntre
24-årige Malik Josenius var om bord på Sarfaq Ittuk, da skibet grundstødte
- Da vi fik meldingen om, at Sarfaq Ittuk var grundstødt, gik jeg lidt i panik indeni, men jeg forsøgte at virke stille og rolig udadtil.
- Jeg troede til at begynde med, at vi ville kæntre.
Sådan fortæller 24-årige Malik Josenius, som var en af de 86 passagerer om bord på Sarfaq Ittuk, da skibet grundstødte onsdag aften lige uden for havnen i Qaqortoq.
- Jeg stod sammen med en kvinde og hendes to børn, hvoraf det ene var spæd. Kvinden og det ældste barn virkede også bange, mens spædbarnet sov, tilføjer Malik Josenius.
Læs også "Besætningsmedlemmer skal afhøres"
Læs også "Folk kunne overnatte på Sarfaq Ittuk"
Sarfaq Ittuk grundstødte onsdag ved 19.15-tiden. Kommunikationschef Jakob Strøm, Royal Arctic Line, der ejer Arctic Umiaq Line, oplyste ved 20-tiden i aftes, at "der ikke er nogen fare for passagererne om bord, og at der ingen risiko er for skibet, og at situationen er ganske rolig. Ifølge skibsføreren er passagererne meget rolige".
- Hvordan, synes du, at de andre passagerer reagerede?
- Min opfattelse er, at nogle var skrækslagne, mens andre var rolige. Selvom personalet fortalte os, at vi skulle forholde os i ro, så hjalp det ikke ret meget på mig, siger Malik Josenius, som er på vej til Paamiut.
Læs også "Sarfaq Ittuk fri ved egen kraft"
Se også "Galleri: Ingen vandindtrængen i Sarfaq Ittuk"
Læs også "Sarfaq Ittuk på grund - ingen i fare"
Malik Josenius befinder sig fortsat på Sarfaq Ittuk, hvor han også har sovet i nat.
Seneste melding fra RAL er, at der er nye informationer til passagererne kl. 12. Rederiet afventer dykkerundersøgelse.