På vej mod kostægte huslejer i Nuuk
Det kommunale boligselskab Iserit tager utraditionelmetode i anvendelse for at udleje nye boliger.
For et par uger siden kunne folk i Nuuk, som ventede på bussen, læse et usædvanligt opslag på busstoppestedets væg: Det kommunale boligselskab Iserit A/S, som oplever rekordstore og årelange ventelister, efterlyste lejere til syv spritnye lejligheder på Nuffit i Qinngorput.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Byggeriet på Nuffit består af fire blokke med i alt 48 lejligheder, og de to sidste blokke med 24 boliger stod klar til indflytning i midten af juni.
– Kan Iserit ikke udleje de nye boliger, siden boligselskabet må efterlyse lejere?
– Opslaget på busstoppestedet var den hurtigste måde at få lejerne på plads, og i dag er alle 48 boliger i Nuffit udlejet, siger Iserits direktør Torben Kortegaard til Sermisiaq.
Iserit plejer at kontakte de lejere, som står øverst på ventelisten, når en bolig er klar til indflytning. Huslejen i Nuffit er imidlertid højere end andre boliger i Iserits boligpulje, og boligselskabet forudså, at det ville komme langt ned på ventelisten for at finde lejere, som slog til trods huslejens størrelse.
Den månedlige husleje for en 2-rums lejlighed på 66 kvadratmeter er 6.176 kroner; en 4-rumslejlighed på 91 kvadratmeter koster 8.371 kroner.
Huslejen består af driftsudgifter + kapitalafkast + administration. Dertil kommer forbruget af el, vand og varme, som lejeren betaler direkte til energiforsyningsselskabet Nukissiorfiit.
Boligerne i Nuffit, der er et pilotprojekt for en grønlandsk DGNB-certificering, er godt isoleret. En del af merudgiften til husleje (med mulighed for boligstøtte) bliver til gengæld sparet på varmeregningen (som ikke er berettiget til boligstøtte).
– Vi valgte at gøre det omvendt i Nuffit, så lejere, der var interesseret i de nye lejligheder, henvendte sig til os. Hvis flere var interesseret i den samme bolig, blev den tildelt ansøgeren med den højeste placering på Iserits venteliste. Vi fik på den omvendte måde en hurtigere udlejningsproces, og vi fik kontakt med lejere, som gerne ville flytte til Nuffit trods huslejen, siger Torben Kortegaard.
Læs hele historien i denne uges Sermitsiaq. Få adgang her: