Over 1.000 ansøgere til NANUBØRN’s julehjælp

Tilskud til julen er tiltrængt blandt børnefamilier,fortæller bestyrelsesformand

Siden 2008 har NANUBØRN ydet julehjælp til børnefamilier i hele landet. Ansøgningsprocessen til årets julehjælp er nu afsluttet, og foreningen har modtaget langt over 1000 ansøgninger fra børnefamilier.

Det er et betydeligt antal, som viser behovet for støtte blandt børnefamilier i Grønland, fortæller Mona Steenholdt, der siden 2021 har været tovholder og bestyrelsesformand i NANUBØRN.

Juleartikel

Denne artikel er bragt i Sermitsiaq's juleavis den 8. december, og bringes på nettet som en del af Mediehusets fokus på den søde juletid.

Glædelig jul og godt nytår.

– Langt over 1000 børnefamilier har søgt, fordi de skal have støtte til jul. Det er rigtig mange i betragtning, at vi kun er omkring 56.000 i landet. Det er alt fra børnefamilier, der får offentlig støtte til studerende, enlige forældre og mennesker med fuldtidsarbejde, som har søgt, siger Mona Steenholdt og fortsætter:

– Vi har fået mange flere ansøgninger i forhold til vores midler, og det viser jo også, at det initiativ, vi kører, er berettiget. Vi har mange børnefamilier i landet, der har brug for støtte og hjælp.

Mange bække små

Igennem årene har det varieret, hvad NANUBØRNs julehjælp har bestået af. I år består julehjælpen af et gavekort enten til Pilersuisoq eller til Pisiffik, alt efter hvor i landet børnefamilien er bosat, og har af muligheder for at handle ind til julen.

– Det er en håndsrækning til børnefamilier derude, som ikke har så mange midler. Vi ved jo, at folk har handlet ind, købt gaver og juletræ, så det er til dem, der virkelig har brug for nogle ekstra midler til at få julen til at gå op, siger Mona Steenholdt.

Midlerne til julehjælpen indsamler NANUBØRN hos blandt andet fonde, virksomheder og private, og alt arbejde i NANUBØRN er på frivillig basis. Som noget nyt i år har foreningen kørt ansøgningsprocessen på deres hjemmeside. Før i tiden samarbejdede NANUBØRN med kommuner for at finde frem til børnefamilierne.

– Vi vil så gerne have, at vi giver støtte til børnefamilier fra hele landet, og ikke kun i Nuuk, så vi har været spændte på, hvordan det ville gå ude i bygderne eller måske steder, hvor der er satellitinternet, men der har der heldigvis været kommunale medarbejdere, som har kunnet hjælpe borgere med at søge, siger Mona Steenholdt.

350 kan få støtte

Foreningen mangler stadig at høre fra en fond, men som det ser ud nu med hensyn til fondsmidler kan NANUBØRN uddele julehjælp til omtrent 350 børnefamilier, som er knap en tredjedel af ansøgerne. Indsamlingen er dog stadig i fuld gang.

Det er et stort arbejde at indsamle midler, fortæller Mona Steenholdt.

– Vi henvender os til private, virksomheder og fonde. Alene i Grønland har vi skrevet til 200 virksomheder og fået donationer fra fem-seks af dem. Vi forventer ikke, at når vi henvender os, at så får vi en masse penge, men vi står med mange børnefamilier, der mangler midler til helt basale ting som sukker, der kan bruges til brunede kartofler, så alle beløb små som store betyder utrolig meget.

Powered by Labrador CMS