Oplev Minik Rosing: Forstå livets opståen

Har du en internetforbindelse og nysgerrighed for at forstå Jordens historie, hvor Grønland i den grad er i centrum, kan du via en livestream opleve en af Grønlands fremmeste forskere – helt gratis.

Offentliggjort

I Grønland behøver han næppe den store introduktion: Minik Rosing, professor i geologi på Københavns Universitet.

Om nogen har Minik Rosings forskning sat sit præg på forståelsen for livets opståen og Grønland på verdenskortet.

Forud for ”Århundredets Festival”, som Folkeuniversitet i Aarhus står som arrangør af med fokus på Norden, tilbyder man livestreams, som ikke koster noget, men som dog kræver en forhåndstilmelding.

Viden i øjenhøjde

Minik Rosing vil i et 45 minutter langt indlæg give interesserede et indblik i den forskning, som har skabt respekt i internationale kredse. Det kan lyde tørt og meget jordnært, men om nogen har Minik Rosing bevist sin evne til at dele sin viden i øjenhøjde, så alle kan få indsigt i det svært fattelige.

Han har studeret de grønlandske bjergarter i mere end fire årtier.

Minik Rosing var forskeren, der opdagede de tidligst kendte tegn på liv på jorden.

- Det gjorde han i 3,8 milliarder år gamle bjergarter fra Isua nordøst for Nuuk, fremgår det af introduktionen til liveseminariet, som hele verden kan tilgå via en internetopkobling.

I stenene har han fundet spor efter fotosyntese, som er grundlaget for livet på Jorden.

Tidspunkt og tilmelding

Efter Minik Rosings 45 minutters lange indlæg vil der være afsat 15 minutter til spørgsmål.

Er du interesseret I at opleve Minik Rosing, så læs mere her om livestreamingen, og hvordan man tilmelder sig.

Foredraget afvikles onsdag den 24. januar klokken 16.00 til 17.00 grønlandsk tid.

Powered by Labrador CMS