Opfordring: For få vaccineret mod influenza og corona
Den samlede vaccinationsdækning er fortsat meget lav og utilstrækkelig til at sikre mod et større antal indlæggelser af ældre hen over vinteren, lyder advarslen Departement for Sundhed.
Smitte med covid-19 og influenza ventes at stige i den kommende vinter-tid. I den anledning sender Departement for Sundhed og naalakkersuisoq for sundhed en opfordring til vaccination af borgere i bestemte målgrupper, som er i risiko for at udvikle et alvorligt sygdomsforløb.
Det gælder, hvis man er over 65 år, gravid i 2. eller 3. trimester, eller lider af en kronisk sygdom
- Dette gælder både, hvis du bliver smittet med corona eller influenza, uanset om du tidligere er fuldt vaccineret. Hvorfor? Fordi virus ændrer sig og kroppen har brug for vaccinen for at kunne udruste immunsystemet og dermed blive mere modstandsdygtig, skriver departementet i en pressemeddelelse.
Meget lav dækning
Indtil nu er det dog kun få, der har taget i mod tilbud om vaccination, og den samlede vaccinationsdækning betegnes som meget lav og utilstrækkelig til at sikre mod et større antal indlæggelser af ældre hen over vinteren.
Vaccinationsdækningen for 65+ årige er fortsat på kun godt 40 %, og sundhedsvæsenet fortsætter derfor vaccinationstilbuddet mod både corona og influenza i en periode.
Naalakkersuisoq for Sundhed Agathe Fontain kommer i den anledning med en opfordring:
- Jeg vil gerne opfordre alle, der er i målgruppen for vaccinationstilbuddet, til at blive vaccineret, så vi kan at undgå, at folk bliver alvorligt syge med corona eller influenza. En vaccination vil både være en god sikkerhed for den enkelte borger og samtidig hjælpe vores sundhedsvæsen i vintermånederne, udtaler Agathe Fontain.