Omfattende kortlægning: Så meget forskes der i Grønland
Der blev årligt udgivet mellem 1.700 og 1.800 forskningspublikationer om Grønland i perioden 2015-2024. Men kun 10 procent havde en grønlandsk samarbejdspartner.
Avijâja Rosing-Olsen
Foto: Arctic Hub
Forskningsorganisationen Arctic Hub udgiver onsdag en rapport, der for første gang kortlægger omfanget af forskning i Grønland.
I rapporten kortlægges, hvilke lande de mange forskere kommer fra, og hvad de forsker i. Og omfanget af forskning i Grønland er stort viser, kortlægningen.
Arctic Hub oplyser således i en pressemeddelelse, at der årligt i perioden 2015 til 2024 blev udgivet omkring 1.700 til 1.800 forskningspublikationer om Grønland.
– Det svarer til cirka 28 forskningsartikler pr. 1.000 indbyggere, hvilket meget vel gør Grønland til det land i verden, hvor der udgives flest forskningsartikler pr. indbygger, skriver Arctic Hub.
Sekretariatsleder i Arctic Hub, Avijâja Rosing-Olsen, udtaler, at det enorme antal forskere og forskningspublikationer fortæller noget om, hvor stor verdens interesse for Grønland er. Der er dog også et "men":
– Men rapporten viser også, at vi har brug for at se nærmere på, hvordan al denne forskning bedst kan skabe værdi for Grønland, siger Avijâja Rosing-Olsen.
Det er nemlig kun 10 procent af forskningspublikationerne, som har en grønlandsk samarbejdspartner involveret.
Ifølge Arctic Hub fokuserer forskning uden grønlandske samarbejdspartnere især på is, klima og miljø. Når forskningen gennemføres i samarbejde med grønlandske forskere eller institutioner, fylder sundhed, samfund og lokalt liv derimod langt mere, oplyser organisationen:
– Det er ikke nødvendigvis et problem, at så meget af forskningen handler om klima, is og miljø. Det er områder, hvor Grønland har enorm international betydning. Men rapporten viser, at der er en skævhed i den samlede forskning. Den giver os derfor et vigtigt grundlag for at diskutere videre ud fra, siger Avijâja Rosing-Olsen.
En anden konklusion, som Arctic Hub fremhæver, er, at USA i 2024 blev overhalet af Canada som det land, der udgiver flest forskningsartikler om Grønland.
Ifølge Arctic Hub faldt antallet af amerikanske forskningspublikationer om Grønland med 23 procent fra 2015 til 2024.
Rapporten Forskning i Grønland er udarbejdet af Center for Forskningsanalyse ved Aarhus Universitet på vegne af Arctic Hub, og den kan læses på Arctic Hubs hjemmeside.