Olie
Olieeventyr slut: Sidste olieselskab er ude af Vestgrønland
Som de sidste har Cairn Energy, som ellers har brugt milliarder på prøveboringer, lukket og slukket efter sig i farvandet ud for Vestgrønland. Dermed er der kun licenser tilbage i Nordøstgrønland.
Skotske Cairn Energy kom, så og satsede stort. Men nu er de endegyldigt rejst til varmere himmelstrøg efter at have brændt 6,7 milliarder kroner af på otte tørre prøveboringer i Baffinbugten i 2010 og 2011.
Dermed er det sidste af de olieselskaber, der håbede på at finde olie langs den vestgrønlandske kyst, forduftet.
Oliepris har stabiliseret sig
I forvejen har blandt andre Shell, Maersk Oil, ConocoPhillips, Statoil, Dong og fransk GDF Suez trukket følehornene de seneste år, i takt med at olieprisen har stabiliseret sig omkring de 50 dollars, under det halve af prisen, da bølgerne gik højt.
- Alle er ude. Cairn Energys sidste licens har været under aflevering de sidste halvandet år. Vi har selvfølgelig undersøgt, hvad der skulle til at få dem til at blive, men det har været negativt hele vejen igennem, siger departementschef i Departementet for Råstoffer, Jørgen Hammeken Holm.
Ny udbudsrunde
Derfor forbereder Selvstyret nu en ny udbudsrunde af de selvsamme licenser, som verdens største olieselskaber har droppet.
Deadline for Baffinbugt er 15. december.
Bonussen for eventuelt nye selskaber er, at de får forgængernes undersøgelser med kvit og frit.
Andre incitamenter er der til gengæld ikke tale om.
Læs hele artiklen om Cairn Energy i dagens udgave af AG ved at klikke på linket herunder: