OBS: Vælg vaskemiddel med omtanke

Selvstyret vil i næste uge søsætte en oplysningskampagne, der skal få os til at anvende miljøskånsomme vaske- og rengøringsmidler.

Offentliggjort

Fra næste uge og syv uger frem vil Departement for Forskning og Miljø gennemføre en oplysningskampagne på KNR, som opfordrer borgerne til at bruge miljømærkede vaskemidler og undgå brug af skyllemidler.

Det fremgår af et paragraf 37 svar fra naalakkersuisoq Jess Svane til IA’s Sofia Geisler.

Selvstyret har allerede sikret sig, at det er miljømærkede og parfumefrie vaske- og skyllemidler, der anvendes af dets rengøringsleverandører.

Miljømærkerne

- Aftalen gælder for rengøring af Grønlands Selvstyres Centraladministration. Aftalen varetages af Kontoret for Bygning og Service i ASA. I aftalen er der yderligere skrevet bestemmelser ind, som skal sikre, at rengøringen ikke påvirker natur og miljø unødvendigt, oplyser Jess Svane.

Det fremgår af svarskrivelsen, at rengøringsmidler skal være miljømærket med Svanen, Blomsten eller tilsvarende.

- Rengøringsmidler skal desuden være mærket med Astma og Allergi Danmarks mærke eller tilsvarende, står der i svaret til Sofia Geisler.

Powered by Labrador CMS