Nyt parti klar til løsrivelse
Partii Inuit holdt fredag eftermiddag i Nuuk sit første pressemøde. Partiet er klar til en løsrivelse fra Danmark
- Hvis den grønlandske befolkning kræver løsrivelse fra Danmark i dag, er vi klar.
Sådan fastslår Partii Inuits partiformand, Nikku Olsen, der dog påpeger, at partiet er klar til at samarbejde med Danmark.
- Vi som befolkning skal blive stærkere end i dag. Vi skal kunne turde for Grønlands skyld, og alt skal gøres med omtanke, siger Nikku Olsen.
Partii Inuit, som blev stiftet den 24. januar, har som en målsætning at fremme ytringsfriheden. Partiet mener, at klagerne ude på kysten ikke bliver hørt nok.
- Vi synes som parti, at ytringsfriheden i Grønland er mindsket. Vi hører næsten aldrig meninger ude fra kysten. Vi synes også, at vi bliver for topstyret. Vores formål er at få fortalt befolkningen, hvordan vi bliver styret i Grønland, siger Nikku Olsen.
Læs "Partii Inuit: Vi udelukker ingen"
Læs "Partii Inuit er klar til Inatsisartut"
Menneskelige værdier
Hvis Grønland skal løsrive sig fra Danmark, er det vigtigt for partiet, at de menneskelige værdier bliver bevaret og videreudviklet.
- Vi som befolkning skal gøre os klar til at stå på egne ben. Vi skal ikke bare sætte os ned og vente på, hvad der kommer til at ske med os, og udviklingen skal ske over hele landet. Ikke kun i Nuuk, fremhævede Nikku Olsen under pressemødet fredag eftermiddag i ungdomsklubben ’Alleq’ i Nuuk.
Partiet glæder sig til den kommende valgkamp.
- Vi har ikke et ønskeresultat for valgkampen. Vi glæder os bare til at få vores ideer ført ud i virkeligheden, lød det optimistisk fra Nikku Olsen, som tidligere har været medlem af Inuit Ataqatigiit.