Nyt boligbyggeri samler generationerne
Projekt på Nuussuaq med 120 ungdomsboliger og 65 ældreboliger sendt i offentlig høring.
I de to Nuuk-forstæder Nuussuaq og Qinngorput er der i de seneste årtier bygget mange store boliger på 105-115 kvadratmeter, målrettet kernefamilien med far, mor og børn - og to indtægter.
Der er dog også grupper i samfundet, som efterspørger andre typer boliger, for eksempel de mange unge i uddannelsesbyen Nuuk og pensionister i den hastig voksende ældregruppe.
Kommuneqarfik Sermersooq har netop sendt et projektforslag fra selskabet Inibyg Aps. i offentlig høring, skriver avisen Sermitsiaq.
– I modsætning til meget andet byggeri i Nuuk henvender vort projektforslag sig målrettet til unge og ældre, siger Inibygs bestyrelsesformand Brian Torp til Sermitsiaq.
Projektforslaget omfatter 120 ungdomsboliger og 65 ældreboliger samt et fælleshus på begge sider af Peter Thaarup Høeghip Aqqutaa i Nuussuaq.
Længst muligt i eget hjem
Nuuk egne unge står bagerst i køen til et kollegieværelse, som er en af de store flaskehalse i et vellykket uddannelsesforløb.
Projektets afsnit med 120 ungdomsboliger på hjørnet af Peter Thaarup Høeghip Aqqutaa og Nuussuaq-vejen omfatter flest 1-rumsboliger, men også studieegnede 2- og 3-rumsboliger. Boligerne ligger i gå- og cykelafstand til universitetet, men er også tæt på den kollektive trafik til uddannelsesstederne i Nuuk bymidte.
Nuuk oplever et stigende behov for ældreboliger og beskyttede boliger, som sikrer ældre boende længst muligt i eget hjem.
Projektet omfatter 65 ældreboliger, som ligger på hjørnet af Peter Thaarup Høeghip Aqqutaa og lufthavnsvejen Siaqqinneq. Halvdelen af boligerne er på et rum, halvdelen på to rum.
Læs hele historien i den seneste udgave af avisen Sermitsiaq, som du kan købe her: