Nye bybusser vil koste på billetten

Nuup Bussii står foran et større investeringsprogram i nye busser, hvilket vil smitte af på billetprisen på den ene eller anden måde.

Offentliggjort

I år vil hovedstadens bybusselskab investere i tre nye bybusser og frem til 2022 vil selskabet investere i yderligere fem nye bybusser.

Forklaringen er, at gennemsnitsalderen på de nuværende bybusser er meget højt, hvor den ældste er omkring 24 til 25 år. I en koncessionsaftale har kommunen forlangt, at en bus højest må være 18 år gammel, hvilket medfører, at busselskabet alene i år skal investere seks millioner kroner i nye busser.

- Det vil smitte af på billetprisen, at vi skal investere i nye busser, oplyser bybusdirektør Mogens Nathansen til Sermitsiaq.AG. I 2018 fragtede man over to millioner passagerer.

To modeller i spil

Han forklarer, at man i bestyrelsen er i gang med at overveje, hvordan man finansierer investeringen i nye busser. Selskabet kan vælge at forkorte den tid, som en billet er gældende, hvilket i dag er halvanden time. Eller man kan hæve prisen på de forskellige billettyper.

Hvilken model selskabet vælger at benytte er ikke afgjort endnu. Tidligere skulle selskabet have kommunalbestyrelsens godkendelse, hvis man ville foretage en takstændring, men i dag skal selskabet fungere på kommercielle vilkår, har man besluttet.

Regnskab afsluttet

Nuup Bussii har netop afsluttet sit regnskab for 2018, som fremviser et overskud på 264.000 kroner mod 56.000 kroner året før. Egenkapitalen er på 19,6 millioner kroner, og i forhold til 2017 oplevede man sidste år en lille nedgang på nettoomsætningen fra 26.483.000 kroner til 26.274.000 på trods af en prisstigning.

Omsætningen fordeler sig med 71 procent på buskørsel, et driftstilskud på 10 procent, skolebuskørsel udgør 13 procent og charterkørsel 5 procent, mens en procent hører under ”øvrige indtægter”.

Den gennemsnitlige billetpris i 2018 er opgjort til 11,52 kroner pr. billet, hvilket er en stigning på 0,04 kroner i forhold til året før og hvor man forudsætter, at et månedskort bliver brugt 48 gange i løbet af 30 dage.

Stort fald i charterkørsel

Selskabet har oplevet et kraftigt fald på charter-buskørsel – en omsætningsnedgang på 17,7 procent, mens begravelseskørsler er steget med 1,9 procent i forhold til året før.

Der er generalforsamling i selskabet i morgen torsdag.

Stormvarsel for Tasiilaq
DMI har udsendt et kategori 2 stormvarsel for Tasiilaq, gældende fra den 6. marts 2024 kl. 09.00 til den 7. marts 2024 kl. 01.00. Stormen vil have vindhastigheder på 25-27 m/s fra nordøst, med...
Vellykket Snow Fest fejrede kreativiteten
Med en imponerende blanding af sne, musik og fællesskab blev årets Snow Fest i Nuuk afsluttet i weekenden. Mens den officielle vinder blev kåret, deltog de besøgende også aktivt i begivenheden, og...
Powered by Labrador CMS