Ny trekløver-koalition

Siumut, Partii Inuit og Atassut indleder nu forhandlingerne om en koalitionsaftale

Her er partiformændene i det nye Naalakkersuisut: Fra venstre Partii Inuits Nikku Olsen, Siumuts Aleqa Hammond og Atassuts Gerhardt Petersen. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

Siumut, Partii Inuit og Atassut regner med at kunne underskrive en koalitionsaftale fredag. Nu går de tre partier i gang med at forhandle en koalitionsaftale, ligesom fordelingen af Naalakkersuisut-poster skal på plads.

Siumuts hovedbestyrelse har givet partiformand Aleqa Hammond mandat til at forhandle en koalition med de to partier.

- Vi fortsætter forhandlingerne, fordi vi er enige på flere centrale emner. Det er indførelse af royalty på råstoffer, fiskeri, ophævelse af nultolerance over for uran og implementering af det grønlandske sprog som det vigtigste sprog i Grønland, sagde Aleqa Hammond under et pressemøde tirsdag eftermiddag, hvor koalitionen blev præsenteret.

Læs også "Officielt: Her er den nye koalition"

Fordeling af poster på fredag
Siumut, Partii Inuit og Atassut har endnu ikke aftalt antallet af Naalakkersuisut-medlemmer, og hvordan de vil fordele de forskellige ansvarsområder.

- Det er underordnet. Det vigtigste bliver den politik, vi skal føre i valgperioden, siger formanden for Atassut Gerhardt Petersen.

Partii Inuit vil heller ikke afsløre, hvilke poster i Naalakkersuisut partiet går efter.

- Vi kan heller ikke nævne, hvilke områder vi går efter. Men vi er gået til valg på bedre vilkår for yderområderne, og vi vil bruge vores indflydelse til, siger partiformand Nikku Olsen.

De sidste forhandlinger bliver indledt torsdag, og de tre partier indkalder til et nyt pressemøde på fredag, hvor de vil underskrive koalitionsaftalen, der får 18 mandater bag sig.

Oppositionen bestående af Inuit Ataqatigiit og Demokraterne har 13 mandater bag sig.

Læs mere i "Kovending: Partii Inuit skifter uran-politik"

Powered by Labrador CMS