Ny rapport i Qeqqata: Antal børnesager er steget voldsomt
En undersøgelse af arbejdspresset på sagsbehandlere i Qeqqata Kommunia viser, at de fleste afdelinger følger godt med i sagsbehandlingen. Børne- og ungeafdelingen sprænger dog maksimumanbefalingerne. Antallet af aktive børnesager er steget med 217 sager på fire år.
En opgørelse af antal sager per sagsbehandlere under socialforvaltningerne i Sisimut og Maniitsoq viser, at handicapafdelingen, bistandsafdelingen, ældreafdelingen og førtidspensionsafdelingen følger godt med.
Til gengæld er sagsbehandlerne i børne- og ungeområdet i både Sisimiut og Maniitsoq presset i bund. I juli 2023 har en sagsbehandler i Sisimiuts børne- og ungeafdelingen i gennemsnit 57 sager at behandle. I Maniitsoq gælder det 37,5 per sagsbehandler. Anbefalingen lyder ellers på 20 til 30 sager per sagsbehandler, for at medarbejderne kan følge med arbejdspresset.
- Det vil sige, at området må ansætte yderligere 11 sagsbehandlere (i Sisimiut, red.) såfremt sagsantallet skal være i overenstemmelse med anbefalingerne på 30 sager per sagsbehandler.
Kommunen vurderer, at der er behov for to sagsbehandlere mere i Maniitsoq.
- En anden mulighed er dog at forenkle sagsbehandlingen ved at effektivisere arbejdsprocessen således, at sager går gennem færre hænder, for at gøre sagsbehandlingen kortere, lyder det i en orientering til kommunalbestyrelsen. Orienteringen er overbragt under et møde torsdag i sidste uge.
Sager næsten fordoblet
En lignende undersøgelse har Qeqqata Kommunia lavet i 2019, hvor antallet af børnesager blev opgjort til 296. Den nye undersøgelse i juli i år viser, at der nu er 513 aktive sager. Det er en stigning på 73 procent i forhold til 2019.
Naalakkersuisut har tidligere udarbejdet en anbefaling på maksimalt 30 sager per sagsbehandler, så arbejdspresset mindskes for de kommunale medarbejdere.
Medarbejdere bør tilpasses
Qeqqata Kommunia har tidligere fordoblet sine sagsbehandlere indenfor handicapområdet, så personalet ikke overbelastes af de mange sager.
Økonomiudvalget i Qeqqata Kommunia foreslår i forbindelse med orienteringen, at området for Velfærd kommer med et forslag til kommunalbestyrelsen om, at der laves en tilpasning af eksisterende normeringer i socialforvaltningen.
Samtidig skal kommunen opgøre antallet af sager årligt. Opgørelsen skal sikre, at sagsbehandlere unødigt presses af de mange sager.
- Ovennævnte anbefalinger har til formål at sikre gode arbejdsforhold, der vil gavne servicering og sagsbehandling for borgere der er mest udsatte i vores samfund, eftersom arbejdsforhold og effektivitet hænger nøje sammen, lyder det i orienteringen.