Ny professor i fiskebestande

Velkendt skikkelse på Grønlands Naturinstitut, forsker Teunis Jansen bliver professor i fiskepopulationsdynamik og bestandsvurdering på Danmarks Tekniske Universitet., DTU-Aqua.

Teunis Jansen er uddannet cand. scient. fra Københavns Universitet og har en ph.d. fra DTU.
Offentliggjort

Danmarks Tekniske Universitet (DTU-Aqua) får ny professor i fiskepopulationsdynamik og bestandsvurdering. Teunis Jansen, der siden 2014 har arbejdet for Grønlands Naturinstitut, skal varetage den nyoprettede stilling. Det nye professorat er skabt med fokus på fiskebestande i Grønland.

Udnævnelsen er sket i samarbejde med Grønlands Naturinstitut, oplyser institutet i en pressemeddelelse.

Teunis Jansen har de seneste 25 år forsket i blandt andet metoder til at måle og anslå størrelsen af fiskeforekomster og fiskearters vandringer, vækst, føde og reproduktion.

Han har desuden været leder af ekspertgrupper i Den Internationale Havforskningskommission (ICES) og har bidraget med dataanalyse og matematisk modellering i Naturinstituttets rådgivning for fiskebestande til Naalakkersuisut.

Effekter af klimaforandringer

Med udnævnelsen af Teunis Jansen som ny professor er målet især at forstå og kortlægge fiskearters vandringer for at kunne fastslå, hvor og hvornår de enkelte fiskebestande befinder sig, og hvor mange individer de består af. Effekterne af klimavariation og klimaforandringer i det marine økosystem vil også blive undersøgt.

Han benytter sig i udstrakt grad af de avancerede ekkolodder på Naturinstituttets skibe og særlige sonar-bøjer, der måler årets gang under vandet. Grønlands Naturinstitut oplyser, at forskningen foregår i samarbejde med kolleger i Naturinstituttets fiskeafdeling og klimacenter, på DTU-Aqua og andre institutter inden for havforskning, især i Norge og Island.

Teunis Jansen underviser på fiskeriteknologiuddannelsen i Sisimiut og vejleder studerende i for eksempel projekter omkring nye fiskearter i Grønland, fisks vandring og akustiske undersøgelser.

Han er uddannet cand. scient. fra Københavns Universitet og har en ph.d. fra DTU.

Powered by Labrador CMS