Ny opgørelse: Ulighed stiger svagt
Uligheden tog til fra 2019 til 2020 viser en ny opgørelse fra Grønlands Statistik.
I en ny udgivelse kigger Grønlands Statistik på ulighed med hensyn til indkomst på tre forskellige måder.
Alle tre viser, at uligheden er vokset en smule fra 2019 til 2020.
Den såkaldte Gini-koefficient steg til 34,9 - jo tættere på nul jo mere lige er indkomstfordelingen i befolkningen.
Grønlands Statistik konkluderer, at Gini-koefficienten i store træk har været stigende siden 2002, hvilket indikerer en stigende indkomstulighed i samfundet.
Dermed holder Grønland en fortsat høj Gini-koefficient i forhold til resten af Norden, hvilket fremgår af nedenstående grafik.
Statistikkontoret har også kigget på såkaldt relativ fattigdom. Her ser man på, hvor stor en del af befolkningen, der vurderes at have langt fra de samme økonomiske muligheder og vilkår, som de fleste andre i samfundet.
Her beregner statistikkontoret, at der i 2020 befandt sig knap 18 pct. eller 9.594 personer i lavindkomstgruppen målt som 60 pct. af medianindkomsten. Det svarer til, at knap hver femte person var relativt fattig ud fra en lavindkomstgrænse på 60 pct. af medianindkomsten.
Større forskel på familiernes indkomster
Medianindkomsten er det beløb, hvor halvdelen af befolkningen har en lavere indkomst og halvdelen har en højere indkomst.
Endelig har Grønlands Statistik også beregnet forholdet mellem høj og lavindkomstfamilier ved at kigge på de 20 procent med den højeste indkomst og de 20 procent med den laveste indkomst.
- Forholdet mellem høj- og lavindkomstfamilier følger samme tendens som Gini-koefficienten. I 2020 lå den grønlandske S80/20 rate på 5,5, jf. figur 6.3. Det betyder, at familier i højindkomstgruppen har en disponibel indkomst, der er 5,5 gange højere end familier i lavindkomstgruppen, skriver Grønlands Statistik.