Ny miljøminister følger oprydningen på de amerikanske baser

Kommuneqarfik Sermersooq er træt af at lege kassekredit for staten.

Sermersooq har i første omgang betalt for statens oprydninger i kommunen, blandt andet Marraq syd for Nuuk, men det har været en omstændig proces at få pengene refunderet.
Offentliggjort

Den nye firkløverregering var 3. juni i audiens hos kongen, og på ministerlisten står miljøminister Maria Reumert Gjerding og forsvarsminister Jeppe Bruus, som spiller en nøglerolle i den danske oprydning på forladte amerikanske baser i Grønland.

Arbejdet ledes af en styregruppe, bestående af Miljøministeriet (som formand) og Forsvarsministeriet i Danmark og Departementet for Natur og Miljø i Grønland.

Den nye firkløverregering var 3. juni i audiens hos kongen, og på ministerlisten står miljøminister Maria Reumert Gjerding og forsvarsminister Jeppe Bruus, som spiller en nøglerolle i den danske oprydning på forladte amerikanske baser i Grønland.

Arbejdet ledes af en styregruppe, bestående af Miljøministeriet (som formand) og Forsvarsministeriet i Danmark og Departementet for Natur og Miljø i Grønland.

Det var Naalakkersuisuts formand Kim Kielsen og miljøminister Esben Lunde Larsen, som 11. januar 2018 underskrev en aftale om oprydning efter amerikanerne, og det danske forsvarsforlig 2018-2023 afsatte 180 millioner kroner til opgaven på 17 konkrete steder.

Præcis 8 ½ år efter den profilerede underskrivelse er luftbasen Marraq syd for Nuuk og radio- og vejrstationen Hvalrosbugten ved Ittoqqortoormiit opryddet. På luftbasen Ikkatteq ved Tasiilaq og radiostationen Camp Corbett ved Narsarsuaq er arbejdet begyndt, men ikke afsluttet. Og denne sommer begynder oprydning på vejrstationen Bluie West 9 ved udmundingen af Kangerlussuaq og Loran-stationen Kap Atholl tæt ved Pituffik Space Base.

Den langsomme fremdrift i oprydningen, som i 2018 var planlagt til seks år, vækker kritik. Dels udgør amerikanernes affald til stadighed en miljømæssig belastning af den sårbare natur, og dels er kun 50,8 millioner kroner brugt til oprydning, heraf 10,6 millioner kroner i 2025. Bevillingen til oprydningen på 180 millioner kroner bliver fremskrevet med statens pris- og lønstigning, og ved årsskiftet lå der trods de første opgaver stadig 156,5 millioner kroner i statskassen. Penge som er øremærket til entreprenører, ingeniørfirmaer og rederier i Grønland.



Hastværk er lastværk

Maria Reumert Gjerding er den politisk leder af styregruppen, som står i spidsen for oprydningen. Den nye minister ønsker ikke at stille op til interview, men sender os et skriftligt svar:

– Det er vigtigt, at vi følger den politiske aftale om at rydde op efter den tidligere amerikanske militære tilstedeværelse i Grønland – og at vi gør det ordentligt. Det skylder vi naturen og det grønlandske folk. Arbejdet er i gang, men forholdene er vanskelige, og det tager tid. Jeg følger fremdriften, og vi har afsat midler til at fortsætte opgaven i tæt samarbejde med Grønland, skriver Maria Reumert Gjerding.

Jeppe Bruus har det politiske bygherreansvar for oprydningen på baserne i Grønland, mens Forsvarets Etablissement- og Terrænkommando i Hjørring har det praktiske ansvar.

Sermitsiaq spurgte på et pressemøde i Nuuk, om Jeppe Bruus vil lægge pres på kommandoen for at øge tempoet i oprydningen.

– Jeg gik ind ad døren i Forsvarsministeriet for et par uger siden. Jeg er ikke bekendt med tidsplanen for den aktuelle oprydning i Grønland, og vi må vende tilbage til det konkrete arbejde på et senere tidspunkt, svarede en ærlig Jeppe Bruus.

Samarbejde stopper

Seks af aftalens 17 steder ligger i Kommuneqarfik Sermersooq. Derfor gav det god mening, at Sermersooq i 2019 overtog ansvaret for de tre første oprydninger, som alle ligger i kommunen: Marraq, Ikkatteq og Hvalrosbugten. Samarbejdet mellem staten og kommunen har imidlertid været en skuffelse, og Sermersooq vil ikke stå med ansvaret for oprydningen.

Direktør Søren Sohn Krog Pedersen, Forvaltning for anlæg og miljø i Kommuneqarfik Sermersooq, forklarer, at det har krævet en del interne ressourcer at løfte bygherreansvaret i de tre opgaver.

– Vi har ressourcemæssigt ikke kapacitet til at påtage os bygherrerollen, der efter vor mening bør varetages af den danske stat og selvstyret, som er de oprindelige aftaleparter fra 2018, siger Søren Sohn Krog Pedersen til Sermitsiaq.

Rollen som bygherre har desuden betydet, at Kommuneqarfik Sermersooq har lagt penge ud for staten.

– Vi har efterfølgende fået pengene refunderet, men først når de forskellige oprydningsopgaver er blevet afsluttet og dokumenteret. Det har i praksis vist sig at være en omstændig proces, hvor det tager år før udlægget bliver refunderet til kommunekassen.

I Ikkatteq er tusinder af ruste olietønder fjernet. I 2025 stod entreprenør og ingeniørfirma klar til at afslutte oprydningen, som imidlertid blev aflyst på grund af usikkerheder omkring økonomi og udlæg.
– Kommunen indvilligede i at fortsætte som bygherre på den resterende del af oprydningen i Ikkatteq under forudsætning af, at vi ikke skulle lægge pegene ud for staten. Det kunne være en model, hvor fakturaer for oprydningen blev betalt direkte af styregruppen og staten frem for kommunen. Det var imidlertid ikke muligt for styregruppen at finde sådan en løsning, hvorfor vi ikke ønskede at fortsætte som bygherre på den resterende del af oprydningen ved Ikkatteq, siger Søren Sohn Krog Pedersen.

Uden lokal forankring

Marraq og Hvalrosbugten er afsluttet, men Sermersooqs farvel efterlader sidste etape af oprydning i kommunen i en vanskelig situation. Det gælder Ikkatteq samt vejrstationen Skjoldungen/Louis Boplads, radio- og redningsstationen Atterbery Dome/Commanche Bay og Loran-stationen Orssuiagssuiaq.

Ansvaret for oprydningerne på de fire steder, alle på Østkysten, overgår i stedet til Etablissement- og Terrænkommando i Hjørring, som i dag står uden lokal forankring. Siden 2019 har kommunerne ellers haft en repræsentant i styregruppen, men med forårets ændringer i bestyrelse og ledelse i affaldsselskabet Esani A/S udtrådte den kommunale repræsentant.

Søren Sohn Krog Pedersen er ny bestyrelsesformand for det kommunale affaldsselskab: – Vi har endnu ikke udpeget et nyt medlem af styregruppen, og på nuværende tidspunkt ved jeg heller ikke, om det kommer til at ske.

Samtidig afviser Søren Sohn Krog Pedersen, at det kommunale affaldsselskab Esani A/S har planer om at overtage bygherreansvaret for en eller flere af de resterende oprydningerne, spredt over hele Grønland.

Abonnement

For at læse videre skal du være abonnent! Log ind

Sermitsiaq.gl - web artikler

  • Adgang til alle artikler på Sermitsiaq.gl
  • Pr. måned kr. 59.00
  • Pr. år kr. 650.00
KØB ABONNEMENT

Kære Læser, Velkommen til Sermitsiaq.gl – din kilde til nyheder og kritisk journalistik fra Grønland. For at kunne fortsætte vores vigtige arbejde med at fremme den frie presse og levere dybdegående, kritisk journalistik, har vi indført betaling for udvalgte artikler. Dette tiltag hjælper os med at sikre kvaliteten af vores indhold og støtte vores dygtige journalister i deres arbejde med at bringe de vigtigste historier frem i lyset. Du kan få adgang til betalingsartiklerne fra kun kr. 59,- pr. måned. Det er nemt og enkelt at købe adgang – klik nedenfor for at komme i gang og få fuld adgang til vores eksklusive indhold. Tak for din forståelse og støtte. Dit bidrag hjælper os med at fortsætte vores mission om at levere uafhængig og kritisk journalistik til Grønland.

Powered by Labrador CMS