Ny koalition skal forhandle ansvarsområder hjem til Grønland
Partierne har vidt forskellig planer for at fuldføre selvstyret fra 2009
Selvstændighed fyldte meget i valgkampen, men det 12 år gamle selvstyre bakser stadig med et hængeparti i form af danske ansvarsområder, som endnu ikke er hjemtaget til Grønland. Det skriver avisen Sermitsiaq.
Selvstyreloven nævner konkret 33 ansvarsområder, men foreløbigt er kun råstoffer og halvdelen af arbejdsmiljøet hjemtaget.
Det skete tilbage i 2010, og siden er selvstyreslæden gået uhjælpelig i stå. Siumut, som stod i spidsen for koalitionerne 2013-21, har således aldrig prøvet at hjemtage et ansvarsområde.
Derfor bliver en gennemførelse af selve formålet med selvstyret som afløser for hjemmestyret et af de vigtige punkter i de igangværende forhandlinger om en ny koalition efter valget i tirsdags.
Partierne har i valgkampen lanceret mange valgløfter, men har ikke haft den store lyst til at sætte navn på de konkrete områder, som står øverst på ønskesedlen. Derimod er der fremkommet flere forslag om endnu en gang at skyde spørgsmålet til hjørne i form af helhedsplaner, kommissioner og fonde - og ikke mindst masser af tålmodighed.
Partiers forskellige holdninger til de 32 ansvarsområder afspejler samtidig mulighederne for et samarbejde i den nye koalition.
Læs hele artiklen og meget mere om valget i avisen Sermitsiaq. Køb adgang her: