Nuussuaq-fiskere går hård tid i møde
Sæsonen er overstået for Arctic Fish Greenlands indhandlingsfartøj ved Nuussuaq i Upernavik distrikt, og indhandlingen i den nye fiskefabrik i bygden forventes først at starte i februar.
Fiskere i Nuussuaq, der ligger omkring 150 kilometer nord for Upernavik, går et hårdt efterår og vinter i møde, efter at indhandlingsfartøjet, der er lejet er af Arctic Fish Greenland, forlod området i slutningen af september efter en veloverstået fiskerisæson.
Det skriver avisen Sermitsiaq.
Indhandlingsfartøjet, der har været i området siden juni, modtog omkring 650 tons hellefisk. Arctic Fish Greenland, der driver fiskefabrikkerne i Nuussuaq og Kullorsuaq, og er datterselskab af Royal Greenland, valgte at indsætte indhandlingsfartøj i år på grund af det igangværende fabriksbyggeri med modtagerkapacitet på omkring 500 tons i bygden, der har omkring 200 indbyggere.
Det igangværende byggeri er årsag til, at den nuværende fiskefabrik er lukket for indhandling. Det forventes, at den nye fiskefabrik først åbner dørene for indhandling af hellefisk i marts.
Årets fiskeri blev derfor en kort fornøjelse for fiskerne i Nuussuaq, der
i mange år har haft mange problemer med indhandlingen til den lokale fiskefabrik.
Den havde en begrænset frysekapacitet på omkring 150 tons, der førte til indhandlingsstop i tide og utide.
Taknemmelig og ærgerlig
– Vi er meget glade for, at Arctic Fish Greenland har indsat et indhandlingsskib i de seneste fire måneder, hvilket gav gode erhvervsbetingelser for de lokale fiskere i Nuussuaq og alle de andre fiskere fra andre områder, der benyttede denne mulighed for at lande deres fangster, siger Aron Aronsen, der er formand for fisker- og fangerforeningen i Nuussuaq.
Læs mere i avisen Sermitsiaq, som du kan få via linket nedenfor: