Nuuks hjemløse mødtes torsdag og stiftede forening: Vil råbe politikerne op
Nuuk har fået en ny forening, som repræsenterer byens hjemløse - og det er der brug for. Det mener foreningens nyudnævnte bestyrelsesmedlemmer.
Luften er tyk af koncentration, gammel røg og spænding.
Lyde fra kaffe, der slubres og småkager, der tygges, går i et med de klikkende kuglepenne, som inden længe vil afgøre, hvem der bliver formand. 61-årige Karl Åge Lyberth er blandt kandidaterne. Det er ham, der har taget initiativ til at stifte en forening for hjemløse - og interessen er til at tage og føle på.
Klokken er 19. Lokalet, som Frelsens Hær har stillet til rådighed, er fuld af mennesker. De har alle en ting tilfælles: De er hjemløse og håber på en bedre tilværelse.
- Jeg synes, der skal oprettes en forening, så vi (hjemløse, red.) kan arbejde bedre sammen med kommunen og Inatsisartut, siger Karl Åge Lyberth.
Forholdene skal forbedres
Han vil kæmpe for flere ting. Det handler primært om forholdene på herbergerne. De skal forbedres, hvis det står til Karl Åge Lyberth. Foreningen skal i hans optik blandt andet arbejde for, at indlogerende får mere privatliv og sundere og bedre mad.
- Vi bor fem, seks og nogle gange syv mennesker i et lille rum. Det kan være ret ubehageligt, forklarer han.
Karl Åge Lyberth skal til at byde de fremmødte velkommen. Han stiller sig op foran en flipover-tavle, hvor aftenens program står skrevet i punktform. Karl Åge Lyberth har fortalt, at han er spændt, måske også lidt nervøs, men som han står der, ligner han et godt bud på en kommende formand.
Efter en halv times præsentation og diskussion om, hvad foreningen skal kunne og arbejde for, er der pause. Nathanael Münch, korpsleder i Frelsens Hær i Nuuk, har stillet kander med friskbrygget kaffe, chokoladeboller og fyldte skåle med småkager frem.
Der er rift om forsyningerne.
Noget på spil
41-årige Thala Knudsen får tilkæmpet sig en kande kaffe. Hun hælder op i et plastikkrus, inden hun lister ud på terrassen for at ryge en smøg. Solen skinner.
- Det er meget vigtigt, at vi kan fortælle vores historie til kommunen og politikerne. Der er mange hjemløse, som har brug for vejledning. Der er mange, der har lyst til at blive hørt, siger Thala Knudsen, da hun forholder sig til foreningen.
Hun har været hjemløs i tre måneder.
- Det har været meget hårdt at bo på gaden og sove i opgange. Det er rigtig, rigtig hårdt, når man ikke har prøvet det før, siger hun med nedslåede øjne.
Thala Knudsen har problemer med ryggen og kan ikke arbejde. Hun boede sammen med sin ældste søn, inden de i foråret blev smidt på gaden. Nu bor han hos faren, forklarer Thala Knudsen, der nu bor hos en mand, som lige har fået plads på et plejehjem. Det betyder, at han inden længe mister lejligheden - så fremtiden er ganske usikker.
Hun forklarer, at hun tre gange har fået afslag fra kommunen på at have en indtægt.
Den første gang fik hun afslag, fordi kommunen - ifølge Thala Knudsen - mistede hendes ansøgning. Det skete, selvom hun udfyldte den på kommunens borgerservice på Imaneq 34, hvor den også skulle behandles.
Anden og trejde gang fik hun afslag på både arbejdsmarkedsydelse og socialhjælp. Det er efter sigende sket, fordi hun ikke havde afleveret et stykke papir, men det er ikke rigtigt forklarer hun. Det afleverede hun allerede tilbage i februar.
Afgørelsens time
Tilbage i lokalet er det blevet tid til at stemme. Seks af de fremmødte, inklusiv Karl Åge Lyberth og Thala Knudsen, har meldt deres kandidatur til bestyrelsen.
- Jeg er meget nervøs, hvisker Thala Knudsen bagerst i lokalet.
Der er bred enighed blandt de fremmødte. Alle kandidater bliver efter kort tid accepteret som bestyrelsesmedlemmer. Men spændingen er ikke overstået. Tværtimod.
Nu skal der stemmes om posterne som bestyrelsesformand og næstformand. Nathanael Münch deler papir og kuglepenne rundt. Han hjælper også med optællingen at stemmer.
Karl Åge Lyberth får flest stemmer. Thala Knudsen får næstflest sammen med en anden kandidat - de skal trække lod om posten som næstformand, men det bliver ikke lige nu. Thala Knudsen er glad for opbakningen. Det samme er Karl Åge Lyberth, der har svært ved at skjule sin glæde over anerkendelsen. Han smiler.
Klokken er blevet 21. Foreningen for hjemløse er stiftet, men navnet er endnu ikke helt på plads.
Det sitrer af begejstring i lokalet. Fyldt op med småkager og håb for fremtiden er den første dag veloverstået, men inden foreningen skilles, trækker Karl Åge Lyberth en guitar frem. Han slår strengene an, mens sangbøger deles rundt.
Sangen 'Kun en dag, et øjeblik af gangen' runder dagen af.