Nuuk: Venteliste overstiger antallet af boliger
Det store antal af tilflyttere til Nuuk øger boligproblemet i en grad, hvor seneste opgørelse viser, at ventelisten til en lejebolig overstiger antallet af boliger, som boligselskabet Iserit A/S har til rådighed.
Iserit A/S har i dag 2.111 boliger, som er udlejet. Seneste opgørelse, som boligselskabet har lavet, viste, at ventelisten var på 2.113 personer, som gerne ville have en udlejningsbolig i hovedstaden.
- Det er en kæmpe udfordring blot at bevare status quo med tilgangen af tilflyttere, oplyser direktør Torben Kortegaard, Iserit A/S, til Sermitsiaq.AG.
Han peger på, at der er boliger i Nuuk , som kræver en renovering, fordi de er nedslidte, hvilket medfører et behov for erstatningsboliger.
Konstant forandring
- Ventelisten har det med at være i konstant forandring. Lige nu oplever vi, at mange har valgt at tilmelde sig ventelisten. Det er nødvendigvis ikke et udtryk for, at alle på ventelisten ønsker en lejebolig nu-og-her, men de vil måske sikre sig muligheden, fordi de oplever, at byggeaktiviteten er så høj netop nu, at de gerne vil stå stærkere på ventelisten, når behovet en dag måtte komme, forklarer Torben Kortegaard.
Det kan være tale om studerende, der læser i Danmark, og som om nogle år vil vende tilbage til Nuuk. Eller personer, der nærmer sig pensionsalderen og har en ejerbolig, og som gerne vil overgå til en udlejningsbolig, når pensionisttilværelsen starter.
Markant behov
- Der er tale om et mange facetteret billede af boligsituationen. En ting er imidlertid sikkert: behovet for nye boliger og en større boligmasse er markant, fastslår boligselskabets direktør.