Nuuk: Juletræstænding bliver anderledes i år
For at mindske risiko for smittespredning i forbindelse med juletræstændingen skal forskellige juletræer tændes på en gang. Kommunens officielle juletræ skal i år stå på Aqqaluks plads. Dog er der gode nyheder til børn.
Hvert år deltager mange borgere ved den traditionelle juletræstænding i Nuuk.
Men på grund af forsamlingsforbuddet har Kommuneqarfik Sermersooq gjort en ny plan klar. Kommunens officielle juletræ skal i år stå på Aqqaluks plads, og ikke i Arsiffik, der ligger centralt i byen, oplyste borgmester Charlotte Ludvigsen (IA) ved det seneste kommunalbestyrelsesmøde, fremgår det i referatet af mødet
- Vi vil gøre det på en måde, der ikke opfordrer borgerne til at samle sig, men i stedet nyde begivenheden i mindre grupper. Det gør vi ved at tænde juletræer på flere forskellige placeringer i byen på en gang, meddelte borgmesteren.
Juletræ på mast
Det største juletræ skal stå i Tele-Posts mast på fjeldet ved blok 2 og 3. Denne mast kan ses fra hele Nuuk og vil i juleperioden blive udstyret med lysguirlander, så den i mørke vil ligne et juletræ.
- Nedtællingen til tændingen bliver et kort digitalt arrangement på Kommuneqarfik Sermersooqs Facebook-side, hvor borgmesteren vil holde tale, efterfulgt af en invitation til fællessang og nedtælling fra julemanden. Tanken er, at borgerne på den måde kan se talen på deres mobiltelefon, uanset hvor i byen de befinder sig, meddeles det.
Julemanden skal køre rundt
Men der er gode nyheder til børnene. I år vil julemanden og hans kone nemlig køre rundt i hele byen i længere tid, med en større brandbil, hvorfra de deler slikposer ud til børnene.
- På den måde får alle børn muligheden for at se julemanden uden at skulle samle sig i større grupper. Det er meget vigtigt at de ikke kommer tæt på folk, men at vi lader folk vide, at de nu får mulighed for at se julemanden på en anden måde, lyder det.
Tændingen af juletræer sker 1. advent, 29. november.