Nuuk: Coronatest i bymidten er på trapperne
Om kort tid skal et testcenteret åbne i centrum af Nuuk til de borgere, som har været i karantæne efter indrejse til Grønland, og som skal re-testes fem dage efter deres ankomst fra Danmark eller Island. Det skriver KNR.
Snart vil det være muligt at blive coronatestet i bymidten i Nuuk, skriver public service-stationen KNR.
- Det er et testcenter for folk, som ikke har symptomer på covid-19, oplyser landslæge Henrik L. Hansen til KNR.
Landslægen oplyste på et pressemøde den 29. september, at genindførelsen af re-test og karantæne ville sætte sundhedsvæsenets testkapacitet under pres, og at sundhedsvæsenet derfor var i gang med at øge kapaciteten, så flere kan testes på kort tid.
Sidst der var restriktioner om karantæne og fem dages retest blev cirka 80 procent af de indrejsende retestet. Det drejer sig i øjeblikket om ca 800 personer om ugen.
Samarbejde mellem kommune og sundhedsvæsen
Det nye testcenter skal ligge på det gamle bræt ved Brugseni i Nuuks bymidte, men det er ikke helt fastlagt endnu, hvornår det åbner.
Det er medarbejdere fra kommunen og sundhedsvæsenet, som skal teste folk.
- Det er simpelthen for at sikre, at der er en større kapacitet, end der er på nuværende tidspunkt. Vi har jo nu genindført retestning og karantæne for de indrejsende til landet på grund af den store smittespredning i Danmark og i Island, siger landslægen til KNR.