Nuuk: Alle over 65 år tilbydes coronavaccine
Alle borgere i hovedstaden, der er 65 år eller ældre og har folkeregisteradresse i Grønland, tilbydes corona vaccination fra tirsdag den 9. februar til torsdag den 11. februar.
Er du født før 1. marts 1956 og har folkeregisteradresse i Nuuk eller er du førstegangsvaccineret i januar, så har du i disse dage mulighed for at få din coronavaccine.
Det oplyser Selvstyret i en pressemeddelelse.
Tilbuddet gælder fra fra tirsdag den 9. februar til torsdag den 11. februar.
- Vaccinationen finder sted i gymnastiksalen på Ukaliusaq Skolen, fremgår det.
Ingen henvendelse
Grønland forventer at modtage i alt otte bakker vacciner fra Pfizer/BioNTech til og med uge 13. Det er dog endnu ikke bekræftet endeligt fra Sundhedsstyrelsen.
- Disse vaccinationer skal efter planen anvendes i de største indrejsebyer til borgere på 65 år og opefter, der har folkeregisteradresse i Grønland. I ugen op til vaccinationerne påbegynder i en bestemt by, vil det blive meldt ud hvor og hvornår man skal henvende sig for at blive vaccineret – man skal ikke rette henvendelse til sundhedsmyndighederne eller Coronasekretariatet, meddeles det.
Vaccinationer
Den fjerde bakke af vacciner som Grønland har modtaget, anvendes til vaccination af borgere i Nuuk på 65 år og opefter og til revaccination af sundheds- samt plejepersonalet i Nuuk, som tidligere er blevet vaccineret. Det gælder også indbyggere i bygden Qeqertarsuatsiaat på 16 år og opefter.
- Denne del påbegyndes efter planen i næste uge og udføres som led i en planlægningsøvelse i samarbejde med Arktisk Kommando, hvor erfaringerne fra øvelsen vil blive anvendt til videre planlægning af fremtidige vaccinationer i §12-områder, altså byer, bygder og helårsbeboelsessteder, der ikke er indrejsebyer.
- Vi vaccinerer alle på 16 år og opefter i Qeqertarsuatsiaat tirsdag aften. I Paamiut vaccineres ældre på 65 år og opefter, beboere på alderdomshjem uanset alder, personalet på sundhedscentret og alderdomshjemmet onsdag formiddag, lyder det.