NPK stiller krav: Giv os lønløft

Forhandlinger om pædagogers løn og arbejdsvilkår er stadig igangværende. Nu stiller NPK et offentligt krav om et lønløft.

Offentliggjort

Når kamera og lydoptager kører, er der fyldige lovning om bedre forhold og tidssvarende løn til pædagoger i daginstitutioner. Især under sidste måneds demonstration, arrangeret af NPK's medlemmer.

Men når døren lukker til forhandlinger mellem Selvstyret og NPK, Pædagogernes Landsforening, så får piben ifølge NPK en anden lyd.

Nu stiller formanden for NPK et offentligt krav med et åbent brev til Naalakkersuisoq for finanser, Vittus Qujaukitsoq (NQ):

- Giv vores udsultede løn et mærkbart løft. Som bekendt er lovende ord om løft i pædagogers løn allerede ytret. Men desværre tyder det på, at der mangler velvilje hos koalitionen til at tage næste skridt i den nødvendige retning, lyder det i et åbent brev fra NPK’s formand Arnaq Brønlund.

Til Sermitsiaq.AG forklarer hun, at det åbne brev til Naalakkersuisoq lige så godt kan stiles til alle politikere, der under pædagogers demonstration har ytret sig om bedre vilkår og større lønpose til pædagoger.

- Alle kunne høre deres lovprisning af pædagoger. De lovede højtideligt, at de vil gøre alt for os, og at der bør ske et løft i vores løn. Men indtil videre har tilbuddet fra Selvstyret ikke ændret sig, siger Arnaq Brønlund.

Næste generation venter

Formanden for pædagogernes landsforening forklarer, at en stor del af NPK’s medlemmer er pensionsmodne. Hun efterlyser en gulerod, der kan tiltrække den næste generations pædagoger.

- Vi har brug for unge, nyuddannede pædagoger der kan tage over, når de ældre går på pension. Hvis lønnen ikke følger med prisernes udvikling, hvordan kan vi så tiltrække unge til pædagoguddannelsen og senere til daginstitutionerne, spørger Arnaq Brønlund.

I Naalakkersuisuts Strategi- og handleplan for fagpersonalet på daginstitutionerne er en af konklusionerne, at der er godt med uddannede pædagoger. Men antallet af nyudklækkede pædagoger forventes at falde:

- Det mest sandsynlige fremtidsscenarium er, at der i fremtiden vil blive uddannet mellem 24 og 27 pædagoger årligt. Antallet er størst de kommende år, men falder frem mod 2040, fordi de yngre årgange er mindre, lyder det i Naalakkersuisuts strategi- og handleplan for fagpersonalet på daginstitutionerne.

Følger forhandlinger tæt

Formanden for NPK påpeger, at landsforeningen følger Inatsisartuts behandling af finansloven tæt.

- De får ikke lov til at stå udenfor Inatsisartut-bygningen og love gode kår for os, og derefter bare at glemme os, når døren til Inatsisartuts lukkes. Vi følger med, siger Arnaq Brønlund.

Flere medlemmer af NPK har tidligere truet med strejke, hvis forhandlinger om løn ikke skrider frem. Formanden for NPK udtaler, at landsforeningen ikke ønsker strejke på nuværende tidspunkt.

Powered by Labrador CMS