Nordpolen varmt stridspunkt

Forsvarets Efterretningstjeneste (FE) offentliggør onsdag sin risikovurdering, som ifølge DR Nyheder blandt andet fastslår, at Danmark er på kollisionskurs med Rusland omkring Nordpolen, og at efterretningstjenesten også interesserer sig for finanskrisen.

Politisk bliver Nordpolen en størrelse, Danmark og Rusland skal lægge arm om. "Ejner Mikkelsen" fotograferet i øvelsen "Northern Deployment" som gennemføres i perioden 25. august til 5. september.
Offentliggjort

Det kan godt være at politikerne og ejendomsmæglere mener, at finanskrisen er ved at være overstået. Men ifølge Forsvarets Efterretningstjenesten er det alt for optimistisk, fremgår det af rapporten, som DR Nyheder har fået indblik i. Det skriver ritzau.

"Der er endnu ingen tegn på, at den globale økonomiske krise har nået bunden", skriver FE i sin risikovurdering for 2009.

Når FE - måske noget overraskende for nogen - også interesserer sig for økonomi, skyldes det, at den økonomiske krise også kan skubbe til, hvilke trusler der er mod Danmark.

En af de trusler, der står lysende klart imod danske interesser, er pirater. Der er intet, der tyder på, at de kommende år bliver mere fredelige på verdenshavene.

"Det er ikke sandsynligt, at pirateriproblemet i Adenbugten og i farvandet ud for Somalias østkyst bliver løst på kort eller mellemlangt sigt, så længe de økonomiske fordele for piraterne overstiger de risici, der er forbundet med pirateri", skriver FE.

Og så ser FE en ny konfliktzone for Danmark i farvandene omkring Grønland og Nordpolen. På grund af den globale opvarmning vil området blive tilgængeligt for søfart og olieudvinding. Det har russerne også fået øje på, og Forsvarets Efterretningstjeneste forventer, at det inden længe bliver et område, hvor Danmark vil blive udfordret, diplomatisk og militært.

Powered by Labrador CMS