Nogle SIK-medlemmer står til lønforhøjelse

Ansatte, der er omfattet af overenskomsten mellem SIK, Naalakkersuisut og kommunerne, får deres løn hævet med syv procent over to år, skriver SIK. Formanden ønsker ikke at udtale sig, før modparten har orienteret.

Jess G. Berthelsen underskriver
SIK's formand, Jess G. Berthelsen, underskriver aftalen.
Offentliggjort

Sulinermik Inuussutissarsiuteqartut Kattuffiat, SIK, og det offentlige har indgået en aftale for to år. Det skriver fagforbudet på sin hjemmeside.

- SIK har indgået en rammeaftale med Selvstyret og kommunerne, der indebærer en samlet lønramme på syv procent over en periode på to år, skriver forbundet.

Det fremgår på hjemmesiden, at foreningens formand, Jess G. Berthelsen, er tilfreds med dette. 

Ifølge forbundets meddelelse vil løn- og arbejdsforhold blive forbedret for alle, der er ansat efter SIK's overenskomster i Naalakkersuisut og kommunerne. 

Sermitsiaq har kontaktet fagforbundsformand for at få uddybet, hvad forbedringerne består i. Jess G. Berthelsen oplyste dog, at han ikke kan udtale sig, da modparten endnu ikke offentligt har meldt noget ud om aftalen. Selvstyret er ikke kommet med en meddelelse om, at der er indgået en aftale, mens denne artikel blev skrevet. Derfor er aftalen indtil videre kun bekræftet af den ene part.

Skal reguleres med tilbagevirkende kraft 

Det drejer sig om omkring 20 faggrupper, bekræfter formanden over for Sermitsiaq. Medlemmerne og dem, der er omfattet af overenskomsten, vil sandsynligvis ret hurtigt kunne mærke, at de får mere i løn. Lønnen skal nemlig reguleres med tilbagevirkende kraft.

- Indholdet af rammeaftalen vil så i den kommende tid blive indarbejdet i de enkelte overenskomster med forskellige faggrupper, og lønstigningerne vil blive udbetalt med tilbagevirkende kraft fra 1. april 2026, skriver SIK.

Powered by Labrador CMS