Hovedstadsstrategi
Nødhavn skal ryddes, gør plads til boliger
Arealtildeling ophører i Nødhavnen. Nu skal der bygges boliger, børnehave og legeplads
Bådejere og andre skal fjerne alle deres ejendele fra vinteroplagspladsen Qasigiannguit i Nuuk - også kendt som Nødhavnen - inden sommer.
Fremover skal nødhavnen nemlig bruges til boligområde med rekreative pladser.
Læs også: Hver anden skal bo i Nuuk
Det fremgår af en opslag fra Kommuneqarfik Sermersooq 31. januar.
- Ejere til både, bådestativer og andet udstyr skal have fjernet deres udstyr senest 1. juni 2017, står der i opslaget.
90 boliger på vej
Årsagen til, at Nødhavnen skal ryddes er, at Kommuneqarfik Sermersooq i tråd med ambitionerne i Hovedstadsstrategien, Nuuk - arktisk hovedstad - har godkendt et byggeprojekt, Akornanni – 90 boliger. Der er nu udarbejdet et kommuneplantillæg for området, som kommer til behandling i kommunens udvalg for Anlæg og Miljø i morgen.
Projektet, Akornanni – 90 boliger, omfatter opførelsen af en blandet boligbebyggelse med boliger i forskellige størrelser og ejerformer – dvs. både udlejningsboliger, andelsboliger og ejerboliger.
Blandede befolkningsgrupper ønskes
Det sydlige område af Nødhavnen skal rumme mindre boliger, primært til studerende og lavindkomst-familier, fremgår der af bemærkninger til udvalgsmødet.
I den nordlige del skal der bygges større en- og tofamiliehuse og mellem de to områder placeres der andelsboliger.
Læs også: Vrede over Nuuks vækstdrømme
De sammensatte ejerforhold forventes at bidrage til en forskellighed i beboersammenhæng, hvilket forvaltningen anser som positivt og i tråd med kommunens udviklingsstrategi, fremgår det af bemærkningerne.
Udsigten beskyttes
Der er i planerne taget højde for, at eksisterende byggeri skal opretholde udsigtsmulighederne. De planlagte bygningerne er derfor maksimalt 2,5 etager høje, og størrelserne varierer mellem etagehuse, rækkehuse og en- og tofamiliehuse.
I området skal der desuden bygges en integreret daginstitution samt en skaterpark, der forventes at tiltrække børn og unge fra hele byen.
Kommuneqarfik Sermersooq vil i morgen præsentere det kommende byudviklingsprojekt i Nuuk, der i alt omfatter 1600 nye boliger. Ifølge Hovedsstadsstrategien er der desuden planer om bygning af en tunnel, skoler, ældreboliger og daginstitutioner.