New York holder vejret under venten på mulig tiltale mod Trump
En tiltale mod Donald Trump i tys-tys-penge-sag var ventet tirsdag. Nu forlyder det, at den kan komme onsdag.
Der er opsat barrikader nær Trump Tower, politiet er i højt alarmberedskab, og et utal af journalister fra hele verden er samlet foran anklagemyndighedens kontor.
New York City holder vejret, mens alle venter på den tiltale, der muligvis bliver rejst mod tidligere præsident Donald Trump.
I weekenden hævdede ekspræsidenten selv, at han ville blive anholdt tirsdag som følge af tys-tys-penge, han skulle have udbetalt til en pornoskuespiller ved navn Stormy Daniels i 2016.
Det var derfor ventet, at tiltalen kunne komme tirsdag.
Men tirsdag aften lokal tid spekulerer flere amerikanske medier i, om den anklagejury, der behandler sagen, mon har i sinde at stemme for en tiltale onsdag.
Ifølge flere medier kan det dog være, at distriktsanklager på Manhattan Alvin Bragg først vil annoncere de potentielle anklagepunkter i sagen i næste uge, hvor Trump så vil skulle stilles for en dommer.
Alvin Bragg, som er demokrat, har ikke offentliggjort nogen planer. Derudover arbejder anklagejuryer altid i al hemmelighed for at undgå mened eller påvirkning af vidner før retssager.
En anklagejury - eller en storjury, som den også kaldes - er en større gruppe personer, der er udpeget for at afgøre, om der er tilstrækkeligt grundlag for at rejse tiltale i en sag.
Lørdag skrev Trump på det sociale medie Truth Social, at han ville blive anholdt tirsdag. I samme ombæring opfordrede han sine tilhængere til at protestere.
- Protestér! Tag vores land tilbage!, skrev den 76-årige republikaner, der stiller op til præsidentvalget næste år.
Mandag aften demonstrerede en lille gruppe af unge republikanere fra New York på den nedre del af Manhattan. Kun omkring 20 mennesker deltog i protesten.
Og i Florida var omkring 40 tilhængere samlet foran Trumps bolig Mar-a-Lago tirsdag for at vise deres støtte til ham.
Hvis der rejses tiltale i sagen, kan Trump blive den første tidligere eller siddende præsident i USA, som bliver anklaget for en forbrydelse.
Sagen mod den tidligere præsident handler om, at Trump angiveligt har betalt pornoskuespilleren Stormy Daniels 130.000 dollar - cirka 900.000 kroner - for at tie om en affære, hun påstår at have haft med ham.
Betalingen skal have fundet sted forud for præsidentvalget i 2016, som Trump vandt. Det har Trumps tidligere advokat Michael Cohen oplyst.
I den forbindelse kan der være sket brud på regnskabsloven.