Nato fordømmer angreb på atomkraftværk
Nato kommer ikke til at lave en no-flyzone over Ukraine trods angreb på atomkraftværk.
Nato fordømmer Ruslands angreb ved atomkraftværket Zaporizjzja i Ukraine, men Nato vil ikke gribe direkte ind i krigen i Ukraine. Det siger Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg, før ekstraordinært møde i Bruxelles fredag.
- Nattens begivenheder viser hensynsløsheden og behovet for at stoppe krigen. Nato er ikke del af konflikten. Vi er en forsvarsalliance, og vi søger ikke krig med Rusland. Men det er vigtigt at understrege vores vilje til at forsvare vores medlemmer. Derfor har vi styrket vores tilstedeværelse i den østlige del af alliancen, siger Jens Stoltenberg.
På mødet deltager den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken. Han understreger, at Nato hurtigt har svaret på Ruslands angreb ved at sende flere soldater og udstyr til blandt andet de baltiske lande. Og ved at medlemslande har sendt våben og hjælp til ukrainerne.
VIl involvere sig yderligere
Men Blinken lægger heller ikke op til, at Nato skal involvere sig direkte i Ukraine trods nattens russiske angreb på Europas største atomkraftværk.
På vej ind til mødet bliver flere af de udenrigsministre, der deltager i mødet, spurgt, om Nato ikke bør involvere sig mere direkte på Ukraines side i lyset af Ruslands granatangreb på Europas største atomkraftværk.
Men både Spaniens udenrigsminister og Tjekkiet udenrigsminister henholder sig lige som Stoltenberg og Blinken til, at Nato alene er en forsvarsalliance.
Ingen flyveforbudszone
Derfor skal Nato eksempelvis ikke indføre en flyveforbudszone over Ukraine for at hjælpe ukrainerne med at få de russiske soldater ud af landet.
Udenrigsministrene henviser til, at hvis Nato indførte en flyveforbudszone over Ukraine, ville den skulle håndhæves.
Det kunne resultere i, at Nato-kampfly eksempelvis måtte skyde russiske kamphelikoptere ned, og dermed ville Nato reelt være i krig med Rusland. En situation Nato frem for alt vil undgå. Derfor er sanktioner mod Rusland og støtte til Ukraine indtil videre vejen frem.
Men Nato er også på vej til at opdatere sit strategiske koncept, og det arbejde vil tage afsæt i Ruslands angreb på Ukraine, fastslår Stoltenberg.
Brand på atomkraftværk bekæmpet
Det lykkedes tidligt fredag morgen brandfolk at slukke branden nær Zaporizjzja, som ligger i det sydøstlige Ukraine og er Europas største atomkraftværk.
Det oplyste Ukraines statslige katastrofeberedskab ifølge det franske nyhedsbureau AFP.
En del af atomkraftværket brød natten til fredag i brand. Det skete, da russiske styrker angreb med granater. Omkring klokken tre dansk tid fik brandfolk slukket branden.
Få timer senere meddeltes det ifølge Reuters, at russisk militær nu har taget kontrol med Zaporizjzja-værket.
/ritzau/