Når strategier bliver ved papiret

- Jeg har en plan, siger Egon Olsen med tydelig og myndig stemme, mens Benny og Kjeld nikker begejstret.

Alt er tænkt igennem. Kuppet er genialt.

Men det geniale stopper, hvis planen ikke kommer længere end til køkkenbordet hjemme hos Kjeld. For hvis ingen køber ballonerne, finder lastbilen frem eller møder op på det aftalte tidspunkt, bliver det hele ved snakken.

- Sådan fungerer dele af Grønlands socialpolitik, mener professor Steven Arnfjord fra Ilisimatusarfik via en Teams-forbindelse.

Ifølge den bogaktuelle professor indtager Selvstyret Egons rolle: Strategier formuleres, visionerne er ambitiøse, dokumenterne gennemarbejdede. Kommunerne bliver Kjelds køkkenbord – stedet, hvor planen lander. Men hvis der ikke følger en konkret indkøbsliste med – en klar implementeringsplan, midler og opfølgning – sker der ingenting. Planen er vedtaget, men den bliver ikke udført.

I sin nye bog “Grønlands Socialpolitik – Dannelsen af et arktisk velfærdssamfund” gennemgår Arnfjord et århundredes socialpolitisk udvikling. De seneste årtier har budt på et væld af strategier for børn, ældre, mennesker med handicap og hjemløse. Alligevel viser tallene, at mange sociale problemer står i stampe – og på nogle områder er blevet værre.

- Strategierne bliver lavet, de bliver rost – og så stopper det der, siger han og peger på kløften mellem plan og praksis.

Når arbejdet slutter med dokumentet

Et centralt problem er ifølge Steven Arnfjord, at strategiarbejdet ofte betragtes som afsluttet i det øjeblik, dokumentet er færdigt og politisk godkendt.

- Der ligger en tendens til at tænke, at når vi har skrevet strategien, så har vi gjort vores arbejde, siger han.

Han fortæller om en hjemløse-strategi, der blev modtaget positivt i departementet. Arbejdsgrupper havde brugt betydelige ressourcer, embedsfolk havde leveret analyser, og planen blev rost internt. Men da den nåede ud til en kommune, lød det nøgterne spørgsmål: Hvad skal vi konkret bruge den til?

- Der kom ingen introduktion, ingen implementeringsplan og ingen opfølgning. Der var ingen, der sagde: Nu gør vi sådan og sådan – og om seks måneder måler vi på, om det virker. Og der var heller ingen konsekvens, hvis den ikke blev fulgt, forklarer professoren, der har speciale i arktiske sociale forhold.

Problemet forstærkes af, at mange strategier aldrig omsættes til egentlig lovgivning. En strategi er politisk vilje på papir – men uden juridisk forpligtelse. Dermed mangler den både styringskraft og ofte finansiering.

- Hvis der ikke følger midler med, og hvis man ikke tydeligt placerer ansvaret, så er det op til den enkelte kommune at prioritere inden for deres eksisterende rammer. Og så bliver det let skubbet til side af akutte opgaver, forklarer han.

Ifølge Arnfjord bliver det særligt tydeligt, når strategier indeholder ambitiøse formuleringer om opsøgende gadeteams, styrket forebyggelse eller bedre støtte til unge uden for arbejdsmarkedet.

- Hvis man vil have opsøgende indsatser, skal man sige, hvem der skal ansættes, hvordan de organiseres, hvad det koster, og hvordan man måler effekten. Ellers bliver det ved intentionen.

Dermed opstår der en kløft mellem politisk retorik og administrativ virkelighed. Strategien kan være fagligt velfunderet og værdimæssigt sympatisk – men uden konkret operationalisering mister den kraft, når den rammer kommunernes hverdag.

Kommunerne står med forskellig virkelighed

Arnfjord understreger flere gange i samtalen, at kommunerne arbejder under vidt forskellige vilkår. I hovedstaden er økonomien relativt stærk, og der findes større faglige miljøer. Men selv her kan det være vanskeligt at tiltrække og fastholde uddannet personale – og udfordringen bliver endnu større i de mindre byer og bygder.

Andre steder i landet er situationen omvendt. Her er økonomien presset, og prioriteringerne hårde. Når budgettet knirker, kan selv mindre, men nødvendige tilpasninger trække ud. Strategier, der forudsætter nye indsatser eller ekstra hænder, kolliderer med en virkelighed, hvor kerneopgaverne i forvejen er svære at løfte.

På socialområdet er manglen på uddannede medarbejdere ifølge Arnfjord markant. Under halvdelen af landets socialrådgiverstillinger er besat af faguddannede socialrådgivere. Resten varetages af medarbejdere uden den formelle uddannelse. På det pædagogiske område ser billedet tilsvarende presset ud.

- Det har konkrete konsekvenser, forklarer professoren med alvor og fortsætter:

- Det er pædagogerne og socialrådgiverne, der møder borgerne hver dag. De lytter, rådgiver, håndterer konflikter og træffer svære afgørelser. Hvis den faglige ballast mangler, bliver kvaliteten sårbar.

Han peger samtidig på, at løn, arbejdsmiljø og ledelseskvalitet spiller en afgørende rolle for fastholdelsen.

- Hvis vi ikke investerer i fagligheden og i ordentlige arbejdsforhold, så forsvinder de uddannede til andre brancher eller andre steder. Og så kan selv den bedste strategi ikke fungere i praksis.

Dermed bliver implementeringsproblemet ikke kun et spørgsmål om politisk vilje, men også om strukturelle vilkår: Uden kompetente hænder og stabile fagmiljøer risikerer selv ambitiøse reformer at smuldre i mødet med hverdagen.

Lokalpolitikerne skal på banen

For Arnfjord er det afgørende, at kommunalpolitikerne tager et langt større ejerskab, hvis strategierne skal blive andet end papir.

- De er borgernes talerør – også mellem valgene, siger han kort og kontant.

Det betyder, at de ikke kan nøjes med at vedtage planer og overlade resten til administrationen. Ifølge professoren skal de insistere på politisk opfølgning:

- Hvem har ansvaret for at sætte handleplanen i gang? Hvornår skal der rapporteres tilbage? Hvilke milepæle skal være nået om seks eller tolv måneder? Hvis ingen stiller de spørgsmål, risikerer strategien at forsvinde i den daglige drift.

Steven Arnfjord kommer med tre råd til de folkevalgte ude i kommunerne:

- For det første skal enhver strategi indeholde en konkret implementeringsmodel – med tydelig ansvarsplacering og tidsramme. For det andet skal målene være målbare. Uden klare succeskriterier kan man hverken evaluere indsatsen eller tage politisk ansvar for den. For det tredje skal der følge ressourcer med. Strategier uden midler er i praksis uforpligtende.

Han giver et eksempel: Man kan beslutte at reducere ungdomsarbejdsløsheden med fire procent. Det er konkret. Eller man kan beslutte at etablere et demensafsnit på et plejehjem inden et bestemt årstal.

- På den måde skaber man både reel velfærd og politisk troværdighed, siger han og opfordrer politikerne til at være langt mere synlige i lokalsamfundet og styrke samarbejdet med frivillige organisationer.

- Det offentlige kan ikke løfte alle opgaver alene. Flere steder har partnerskaber med NGO’er vist, at fleksible rammer og kortere beslutningsveje kan skabe hurtigere resultater. Man skal gøre det lettere at engagere sig frivilligt. Det styrker den borgernære velfærd, mener socialprofessoren, der samtidig understreger, at det politiske ansvar aldrig kan udliciteres.

I sidste ende er det politikernes ansvar, at vi har en forsvarlig socialpolitik.