Naalakkersuisut: Der udstedes ikke flere jollelicenser til hellefiskeriet
Fra i dag den 15. november 2019 udstedes der ikke nye jollelicenser til kystnært fiskeri efter hellefisk. Det har Naalakkersuisut besluttet.
- Naalakkersuisut har besluttet, at per i dag den 15. november 2019, udstedes der ikke nye jollelicenser til kystnært fiskeri efter hellefisk i forvaltningsområde 47, med undtagelse af ansøgere med fast bopæl i Upernavik.
Sådan lyder en meddelelse fra departementet for fiskeri, der er sendt i dag den 15. november 2019, på fiskernes dag.
Dermed stopper Naalakkersuisut udstedelsen af jollelicenser til nye aktører inden for kystnært fiskeri efter hellefisk. Lukningen af udstedelse af jollelicenser til nye fiskere skal gælde indtil april 2022. Der skal kapaciteten vurderes på ny.
- Såfremt, der inden for de kommende år opnås overensstemmelse mellem ressourcegrundlaget og kapaciteten, vil beslutningen blive taget op til vurdering, lyder det.
Udmeldingen
Naalakkersuisoq for fiskeri, har i slutningen af oktober, udmeldt på et pressemøde, at Naalakkersuisut arbejder for at sætte begrænsninger på nye aktører inden for fiskeriet. Samtidig vil Jens Immanuelsen afskaffe kvotefrie fiskerizoner og sætte i alt otte forvaltningsområder inden for fiskeriet i landet.
Denne udmelding kommer efter, Grønlandsbanken lukkede al finansiering af fiskeri på baggrund af, at erhvervet ikke er bæredygtigt biologisk såvel som økonomisk. Grønlandsbanken har dog senere meddelt, at døren står på klem hos fiskere, der har god økonomi.
Rådgivning kontra kvoter
Antallet af udstedte jollelicenser er steget markant i forvaltningsområderne Diskobugten og Uummannaq samtidig med, at den videnskabelige rådgivning er faldet med 20 procent fra 2013 til 2019.
- Antallet af udstedte jollelicenser i forvaltningsområde Diskobugten er steget fra 188 til 297 mellem 2013 og 2018. Stigningen er på 58 procent, mens antallet af udstedte jollelicenser i forvaltningsområde Uummannaq er steget fra 227 til 301, svarende til en stigning på 33 procent, lyder det i en pressemeddelelse.
Samtidig er hellefisken hårdt presset. Hvor de tildelte kvoter overstiger den biologiske rådgivning år efter år, hvor der tilmed gives ekstra kvoter på hellefisken.