Naalakkersuisut: Borgerne skal have en NemKonto

Fra næste år skal der laves et system, så alle borgere og virksomheder har en såkaldt NemKonto, som det offentlige kan betale eksempelvis overskydende skat til. Det foreslår Naalakkersuisut.

Offentliggjort

Det offentlige kan spare penge på administration, hvis alle borgere og virksomheder har en NemKonto.

Så slipper borgerne også for at skulle oplyse deres kontonummer til flere myndigheder.

Det er nogle af argumenterne for et lovforslag, som Naalakkersuisut har fået optaget på efterårssamlingen.

Forslaget går ud på, at alle borgere over 18 år og alle virksomheder skal have en NemKomto, hvor det offentlige kan foretage udbetalinger til, hvis ikke borgeren eller virksomheden har oplyst en anden konto.

Konto kan oprettes af myndighederne

Den enkelte borger kommer i første omgang selv til at udpege sin NemKonto. De borgere, der ikke selv udpeger en NemKonto, vil blive kontaktet af Selvstyret på et senere tidspunkt.

Ifølge forslaget vil der blive taget hensyn til de borgere, der ikke har en konto i et pengeinstitut i dag. Det sker ved, at NemKontoen oprettes og ejes af Selvstyret eller kommunen men med hæveadgang for den pågældende person:

- Borgeren kan når som helst tage initiativ til selv at oplyse en NemKonto, står der i forslaget.

Baseret på dansk model

For at slippe for at starte forfra med udvikling af IT og administration af ordningen, så bygger forslaget på den danske lov om NemKonto. Her blev systemet indført i 2003.

- Der arbejdes således hen imod at de grønlandske myndigheder kan tilslutte sig den danske NemKonto-ordning, står der i forslaget.

Det såkaldte NemKonto-register forventes at være klar i løbet af 2021 og koste omkring en million kroner. Derefter anslås det at koste 200.000 kr. om året i drift.

Powered by Labrador CMS