Opdateret 11.25: Ifølge DR følger europæiske tropper efter.
Opdateret 12.35: Naalakkersuisut bekræfter militær tilstedeværelse.
Det danske forsvar sender en forkommando til Grønland, der består af militært materiale og fortropper.
Det erfarer DR.
Ifølge mediet skal forkommandoen gøre klar til at modtage større styrker fra hæren og det øvrige forsvar.
DR har også billeder af et Challenger-fly fra Forsvaret, der landede i Nuuk mandag.
Men DR har ikke kunnet få bekræftet, at flyet har noget med forkommandoen at gøre, og Forsvarskommandoen har ingen kommentarer til historien.
USA har flere gange kritiseret Danmarks forsvar af Grønland.
Forsvarsminister nævnte mulighed for større permanent tilstedeværelse
Tirsdag talte forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) om en større tilstedeværelse militært i Grønland.
- Vi går nu videre med hele spørgsmålet om en mere permanent større tilstedeværelse i Grønland fra dansk forsvar, men også med deltagelse af andre lande, sagde han efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn.
Herefter nævnte forsvarsministeren, at der i 2026 kommer øvelses- og træningsaktiviteter med andre Nato-lande i Grønland.
Jens-Frederik: Man være indstillet på mere militær
Det militære perspektiv blev ligeledes berørt af formanden for Naalakkersuisut Jens-Frederik Nielsen (D) i et interview til Sermitsiaq og KNR tirsdag eftermiddag.
Her udtalte han, at borgerne skal være indstillet på at se mere militær i byerne:
– Dansk forsvar har været synligt tilstede et stykke tid nu. Vi har indgået nogle kapacitets-pakker med Danmark, der indebærer store investeringer i overvågning og beredskab. Vi har netop afholdt en stor Nato-øvelse, og de øvelser planlægges hele tiden, lød det fra Jens-Frederik Nielsen i interviewet, og han tilføjede:
– For hvis man skal forsvare Grønland, så skal man også kende Grønland.
Arktisk Kommando, der varetager Forsvarets opgaver i og omkring Grønland og har hovedsæde i Nuuk, har i dag cirka 150 medarbejdere fordelt på stabsfunktioner, logistik og faste installationer.
Derudover råder Arktisk Kommando blandt andet over inspektionsskibe, fly, helikoptere og slædepatruljen Sirius.
Internationale tropper følger efter
Ifølge politisk ordfører for Enhedslisten Pelle Dragsted får
den danske fortrop snart selskab af internationale tropper.
Det skriver DR.
- Det er noget, vi har efterspurgt den seneste uge. Det er
klogt. Og jeg kan forstå, at der også er andre europæiske landes tropper på vej
til Grønland, siger Pelle Dragsted til DR.
Sermitsiaq forsøger at få en kommentar fra Departementet for Udenrigsanliggender.
Danmark og Nato-lande øger tilstedeværelse i Grønland
Fra onsdag vil der være forøget militær tilstedeværelse i og
omkring Grønland i tæt samarbejde med Nato-allierede, oplyser
Forsvarsministeriet.
Det skriver Naalakkersuisut og Forsvarsministeriet i en
pressemeddelelse.
- Som del af NATO-alliancen er det en kerneprioritet for
Naalakkersuisut, at forsvaret og sikkerheden i og omkring Grønland styrkes, og
at det sker i tæt samarbejde med vores NATO-allierede. Forsvarsministeriet og
Naalakkersuisut arbejder tæt sammen om at iværksætte initiativer og samarbejde
blandt både vores arktiske og europæiske allierede.
- Når øvelserne først går i gang, vil den grønlandske
befolkning løbende blive informeret om aktiviteterne via Arktisk Kommandos
platforme, siger naalakkersuisoq for Udenrigsanliggender Vivian Motzfeldt (S).
- Forsvaret vil sammen med en række arktiske og europæiske
allierede i de kommende uger afsøge, hvordan en øget tilstedeværelse og
øvelsesaktivitet i Arktis konkret kan foregå, siger forsvarsminister Troels
Lund Poulsen (V).
Øvelsesaktiviteterne vil i 2026 blandt andet kunne bestå af
bevogtning af samfundskritiske installationer, bistand til myndigheder i
Grønland herunder politiet, modtagelse af allierede tropper, indsættelse af
kampfly i og omkring Grønland samt sømilitær opgaveløsning.