Mistillid: Kims skæbnetime

Klokken 11.00 skal Siumuts hovedbestyrelse drøfte tilbagemeldingerne fra partiets lokalafdelinger, om man fortsat har tillid til partiets formand Kim Kielsen. Sermitsiaq.AG erfarer, at der en solid opbakning til Kim Kielsen.

Siumuts lokalafdelinger har tilkendegivet, om de fortsat har tillid til Kim Kielsen som formand.
Offentliggjort

Det tegner til, at Kim Kielsen kan få lov til at fortsætte som formand.

Om kort tid - klokken 11.00 - træder Siumuts hovedbestyrelse sammen for at drøfte tilbagemeldingerne fra partiets lokalafdelinger.

Fredag var der frist for, at afdelingerne kunne komme med deres tilbagemeldinger og efterfølgende har partisekretariatet gennemgået svarene.

Klart billede

- Vi har udarbejdet en meget grundig redegørelse, og den viser et klart billede. Så jeg regner ikke med, at mødet kommer til at vare lang tid, oplyser partisekretær Mikael Petersen til Sermitsiaq.AG

Han afviser dog blankt at sige, hvad det klare billede viser.

- Det er helt op til hovedbestyrelsen med næstformand Karl-Kristian Kruse for bordenden at afgøre, hvordan de bedømmer situationen, siger han.

Fra anden side erfarer Sermitsiaq.AG imidlertid, at der er et solidt flertal blandt de lokalafdelinger, der har meldt tilbage, at de bakker op om, at Kim Kielsen skal fortsætte som formand.

Mistilliden

Kim Kielsens formandskab er blevet draget i tvivl af en gruppe på seks ud af ti medlemmer af partiets Inatsisartutgruppe samt naalakkersuisoq Erik Jensen. I maj sendte de et brev til hovedbestyrelsen, hvor de erklærede deres mistillid til Kim Kielsen.

12. august valgte de så at sende brevet til offentligheden, hvilket udløste krisemøder i Siumut. Kim Kielsen fastslog efter møderne, at han fortsætter som formand, men trækker sig ved næste landsmøde.

Høring

Hovedbestyrelsen valgte dog alligevel at sende brevet i høring hos Siumuts 60 lokalafdelinger med spørgsmålet om, hvorvidt de fortsat har tillid til Kim Kielsen som formand eller ej.

Powered by Labrador CMS