Mistænkt for spiritus-sejlads: Sejlede ud og faldt i søvn

En mand blev lørdag morgen hentet i land i Nuuk af politiet, efter han var sejlet ud i sin jolle og efterfølgende faldet i søvn.

Offentliggjort

Manden er midt i halvtredserne, og politiet var ude og hente manden i hans jolle, efter at de havde fået en anmeldelse om, at han var sejlet ud i spirituspåvirket tilstand.

Anmeldelsen kom 7.45 lørdag morgen, fortæller vagtchef Malik Olesen til Sermitsiaq.AG.

På baggrund af anmeldelsen måtte politiet en tur på vandet, hvor det lykkedes at få sikret manden og jollen, som han var sejlet ud i.

Han blev taget med for at afgive en blodprøve, der skal fastlægge hans promille.

Glade for tip

Ifølge vagtchefen er det højsæson for den type hændelser:

- Det sker især på det her tidspunkt af året, hvor sejlsæsonen er godt i gang, at vi får tip om, at nogen tager ud at sejle, selvom de er påvirkede af spiritus. Vi er glade for, at folk ringer, når nogen vil sejle i påvirket tilstand, siger Malik Olesen.

Under sejlads i påvirket tilstand kan man være til fare for både sig selv og andre, understreger vagtchefen.

Derudover stoppede politiet også to spriritusbilister i selve Nuuk lørdag formiddag.

Powered by Labrador CMS