Mikivsuk om spiralsagen: Vigtigt at Danmark ikke leder udredning

Den fælles udredning af spiralkampagnen og den danske regerings præventionsstrategi for Grønland skal ikke styres af den danske stat. Det mener IA’s ordfører i Inatsisartut.

Mikivsuk Thomassen ønsker, at Danmark ikke skal lede udredningen af spiralsagen.
Offentliggjort

Danmark og Grønland har lavet en aftale om at iværksætte en fælles udredning af spiralkampagnen og den danske regerings præventionsstrategi frem til 1991. Udredningen skal udføres af uvildige.

Det glæder IA’s ordfører Mikivsuk Thomassen. Hun har dog en indtrængende bøn om udredningsprocessen:

- Jeg ser helst, at udredningen ikke bliver ledet af den danske stat. Det er glædeligt, at begge lande skal udføre den uvildige udredning. Så min bøn er, at udredningen skal ske i ligeværdighed, siger Mikivsuk Thomassen til Sermitsiaq.AG.

Transparens og inddragelse

Grønlands ønske om udredning af spiralkampagnen og præventionsstrategi for Grønland i perioden 1960’erne til 1991 blev færdigbehandlet af Inatsisartut den 2. juni. Her siger IA’s ordfører, at hun ikke ønsker, at Danmark skal deltage ved den uvildige undersøgelse. Men et kompromis er nået, hvor både Danmark og Grønland skal være med til at undersøge, hvad der er sket, mener Mikivsuk Thomassen.

- Her er det vigtigt at understrege, at det skal være uvildige, der arbejder med udredningen, siger hun.

Hvis ansvar er det

Fra midten af 1960’erne til midten af 1970’erne har op mod 4500 kvinder og pige ned til 13 års-alderen fået sat en spiral op. Mange uden samtykke. En del af begrundelserne er for at få sat fødselstallet i Grønland ned, er det senere kommet frem.

Mikivsuk Thomassen håber, at man vil finde frem til, hvis ansvar, og hvilke andre begrundelser der ligger for en så indgribende tiltag, i udredningen.

- Det er så vigtigt, at vi finder ud af, hvad der ligger til grund for spiralkampagnen og hvis ansvar, det er. Hvem har besluttet det og hvorfor? Og det er så vigtigt, at vi også finder ud af, om der har været andre præventionsstrategier for vores land udover spiralen, siger hun til Sermitsiaq.AG.

Powered by Labrador CMS