Massivt angreb: Rusland sender sværme af raketter mod Ukraine

Dødstallet vokser i Ukraine under massivt russisk angreb på Kyiv og andre store byer ifølge Reuters.

Her ses en eksplosion i Kniv som følge af det massive russiske angreb.
Offentliggjort

Rusland har fredag morgen gennemført et massivt angreb på Ukraine med droner, hypersoniske raketter og krydsermissiler.

Der er tale om et af de største luftangreb på Ukraine siden krigens start for 22 måneder siden.

Foreløbig er mindst 10 mennesker meldt dræbt. Mindst 60 er såret i de ukrainske byer.

Præsident Volodymyr Zelenskyj oplyser, at Rusland har affyret 110 raketter, men at det er lykkedes at skyde de fleste ned.

Der er luftalarmer over store dele af landet.

Flere store byer ramt

Ifølge Ukraines premierminister, Denys Sjmyhal, er de russiske angreb rettet mod kritisk infrastruktur og institutioner. I flere områder er el-forsyningen ramt af de russiske angreb.

En række ukrainske byer har ifølge de foreløbige oplysninger været mål, heriblandt hovedstaden Kyiv, Lviv, Dnipro og Kharkiv.

Senest meldes to personer dræbt og adskillige såret i havnebyen Odesa efter et russisk angreb mod en skolebygning.

I Dnipro er en fødeklinik og et butikscenter blevet angrebet, oplyser lokale embedsfolk.

- Næsten 15 er såret. Fire er dræbt, oplyser den lokale guvernør, Serhij Lysak, ifølge AFP.

Vanskelige at skyde ned

Lviv i det vestlige Ukraine blev ramt først på natten. Fredag formiddag er der nye meldinger om eksplosioner i byen.

En person meldes dræbt i Lviv og tre såret, efter en raket har ramt en beboelsesejendom.

- Vi kan fortælle, at dette var et massivt angreb, siger det ukrainske luftvåbens talsmand, Jurij Ihnat, på tv.

Han fortæller, at flere af de russiske angrebsvåben - hypersoniske raketter, krydsermissiler og ballistiske raketter - er meget vanskelige for det ukrainske luftværn at skyde ned.

De russiske angreb kommer få dage efter, at det lykkedes Ukraine at sænke et større russisk krigsskib på halvøen Krim.

/ritzau/Reuters

Powered by Labrador CMS