dødsfald
Markant personlighed er død
Grønland har mistet en markant personlighed, der på mange planer har sat sit fingeraftryk på det grønlandske samfund.
Entreprenør og iværksætter Povl Brandt døde tirsdag 85 år gammel på et plejehjem i Himmelev ved Roskilde. Han blev i 2010 ramt af den uhelbredelige sygdom parkinkson og boede de seneste to år på plejehjemmet i Danmark.
Mureruddannet
Med en mureruddannelse i bagagen søgte Povl Brandt lykken i Grønland, og han overtog Betoncentralen og var medstifter af Qajaq Trawl.
De mange succesfulde år i erhvervslivet gjorde det muligt for ham og konen Dudo (Augusta Grethe Kristiane Johnsen) at etablere Dudo og Povl Brandts Fond med en samlet kapital på 16 millioner kroner, der gennem årene har betænkt uddannelsessøgende fra Grønland eller studerende med tilknytning til Grønland.
Mange aktiviteter
Udover byggeri og produktion af cement og beton har Povl Brandt været involveret i mange andre erhvervsaktiviteter som engros-virksomhed, restaurant, flyselskab og rengøring.
I 27 år var han medejer af varehuset Magasinet, der på et tidspunkt var det største i Grønland. Han startede rederiet Qajaq Trawl A/S, som i dag drives af sønnen Søren Brandt. Dertil kommer en række bestyrelsesposter i både offentligt ejede og private selskaber, heraf 30 år i Grønlandsbanken fra etableringen i 1967, oplyser direktør i Grønlands Erhverv Brian Buus Pedersen til Sermitsiaq.AG.
Honorær konsul
I en periode var Povl Brandt canadisk honorær konsul for Grønland, og i 1997 blev han Ridder af Dannebrog.