Markant ulighed præger uddannelsesområde

Den geografiske ulighed i uddannelsesmuligheder og resultater er markant, lyder det i ny rapport fra Grønlands Uddannelsesråd.

Børn i hovedbosteder som Nuuk (billedet) har langt større sandsynlighed for at fuldføre en uddannelse end børn i mindre bosteder.
Offentliggjort

Naalakkersuisuts har en ambition om, at alle unge, uanset hvor de bor i landet, skal have lige adgang til uddannelse.

Ambitionen er nedfældet i uddannelsesstrategien, men den er stærkt udfordret, fremgår det er Grønlands Uddannelsesråds statusrapport.

Uddannelsesrådet påpeger, at det spredte bosætningsmønster og de store geografiske afstande skaber markante udfordringer for unges uddannelsesmuligheder:

"Mange mindre bosteder har små skoler med begrænset adgang til uddannede lærere, og en stor del af eleverne må flytte hjemmefra allerede i 13–14-årsalderen for at fortsætte skolegangen. Dette medfører både sociale og praktiske barrierer, som kan påvirke motivationen og gennemførelsen af uddannelse," skriver rådet i sin statusrapport.

Sandsynligheden falder markant i mindre bosteder

For at illustrere problematikken har uddannelsesrådet lavet en graf, der viser sandsynligheden for at fuldføre en uddannelse fordelt på bostedstype:

Som det fremgår af grafen falder sandsynligheden markant, jo mindre bostedet er.

"Det laveste niveau ses i de mindste bosteder, hvor sandsynligheden reduceres med hele -91 %," påpeger rådet blandt andet og konkluderer:

"Samlet peger figuren på en markant geografisk ulighed i uddannelsesmuligheder og resultater. Chancen for succes er højest i de større byområder og markant lavest i de mindste bosteder. Det tyder på, at geografisk placering fortsat er en afgørende faktor for uddannelsesmæssige resultater."

Der er også velfungerende bygdeskoler

Uddannelsesrådet understreger, at der også findes bygder med velfungerende skoler og gode resultater, og at disse ofte er kendetegnet ved stærke lokale ildsjæle og engagerede lærere.

I sin rapport gennemgår rådet en række decentrale uddannelsesmuligheder og deres frafald og resultater. Det konkluderes, at adgangen til uddannelse er blevet bredere – men ligestillingen i resultater er endnu ikke realiseret.

Rådet anbefaler, at hvis ambitionen om lige adgang til uddannelse skal indfries, kræver det både "udbygning af digitale læringsplatforme og parallel investering i kvalitet, vejledning og bæredygtige lokale studiemiljøer."

Hele statusrapporten på uddannelsesområdet kan læses på Naalakkersuisuts hjemmeside.

Powered by Labrador CMS