Mariane Paviasen (IA): Rygter skal manes til jorden

For knap to år siden vedtog medlemmerne af Inatsisartut lov om forbud mod forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af uran. Men siden da, har der verseret rygter om, at der er foregået ulovligheder i sagsforløbet.

Medlemmer af Inatsisartut vedtog i december 2021 lovforslaget om forbud mod forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af uran. Men siden da, har der verseret rygter om, at der er foregået ulovligheder i sagsforløbet. Det vil Mariane Paviasen fra IA nu have manet til jorden med en række §37-spørgsmål.

Naalakkersuisuts lovforslag om forbud mod forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af uran delte vandene i både udvalget for erhverv- og råstoffer og i Inatsisartut, inden det i december 2021 endelig blev vedtaget med en spinkel margin.

Det skriver avisen Sermitsiaq.

Konsekvenser af loven

Med loven blev der sat en grænse på maksimalt 100 gram uran per 1 ton malm. Derudover fik Naalakkersuisut bemyndigelse til, at et forbud kan udvides til at omfatte andre radioaktive grundstoffer end uran og i forlængelse heraf, at der kan indføre grænseværdier og bestemmelser om tilbagekaldelser af tilladelser til forundersøgelse, efterforskning og udnyttelse af de pågældende radioaktive stoffer.

Loven har fået konsekvenser for det australske selskab Greenland Minerals’ Kuannersuit-projekt, Canadiske Hudsons Resources Sarfartoq-projekt samt det franske selskab Oranos uranefterforskning nord for Arsuk og omkring Iluileq og Paatusoq-fjordene. Greenland Minerals har efterfølgende anlagt en voldgiftssag mod Grønland og Danmark, da de ikke mener, at deres projekt er omfattet af loven.

Hemmeligholdte oplysninger

Samtidig hviskes der i krogene i Inatsisartut om, at Naalakkersuisut har hemmeligholdt oplysninger om lovforslaget, og at der er foregået ulovligheder i sagsforløbet op til indførelsen af loven. Det har nu fået medlem af IA, Mariane Paviasen til at bede Naalakkersuisut om at redegøre for forløbet med loven.

– Der er medlemmer af Inatsisartut, der mener, at der er foregået ulovligheder i forbindelse med forløbet op til uranloven. Men det ved jeg med sikkerhed, at der ikke er. Derfor har jeg sendt en række spørgsmål til Naalakkersuisut, hvor jeg beder dem redegøre for, hvordan arbejdet er foregået, og om Naalakkersuisut bevidst har hemmeligholdt oplysninger overfor Inatsisartut. For sådanne rygter skal elimineres, siger Mariane Paviasen, der ikke vil ud med, hvem i salen, der står bag rygterne.

Læs hele artiklen i avisen Sermitsiaq:

Powered by Labrador CMS