Mand idømt 7 års anstalt for manddrab
En 31-årig mand er af Sermersooq Kredsret i dag blevet idømt syv år i anstalt for manddrab.
Drabet skete den 16. april 2019, hvor den 31-årige mand stak sin bror med ikke mindre end 42 knivstik i hovedet og på kroppen, til broderen afgik ved døden.
Drabet skete i Tiniteqilaaq ved Tasiilaq.
Dommen er afsagt af Sermersooq Kredsret i dag, hvor manden idømmes syv års anbringelse ved anstalt.
Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse.
Anklagemyndigheden havde nedlagt påstand om, at manden skulle idømmes mindst seks års anstaltsanbringelse, da det er udgangspunktet for drabssager i Grønland.
Retten dømte manden syv års anstalt for drabet og lagde ved udmålingen af dommen vægt på, at der ikke var formildende omstændigheder, samt på sagens grovhed og omfanget af skaderne.
- Jeg er tilfreds med kredsrettens dom. Kredsretten har fundet foranstaltningen på syv års anstaltsanbringelse for passende på grund af sagens omstændigheder. Kredsretten lagde vægt på, at der i den konkrete sag var tale om en meget grov forbrydelse, udtaler anklagerfuldmægtig Emil Maegaard-Hoffmann.
Anklagemyndigheden og manden modtog dommen.