Mala: Det svære liv som svingdørs-politiker

Siumuts Mala Høy Kuko har siden Inatsisartut-valget i april røget ind og ud af Inatsisartut tre gange. Han lægger ikke skjul på, at livet som 4. suppleant er frustrerende.

Mala Høy Kuko
Mala Høy Kuko skal for tredje gang tilbage og arbejde på skolen i Tasiilaq på blot et halvt år.
Offentliggjort

Så skete det nok engang, at Mala Høy Kuko, Siumuts 4. suppleant, røg ud af Inatsisartut, da Simon Simonsen valgte at stoppe som naalakkersuisoq for at blive menigt Inatsisartut-medlem.

Livet som politiker kan være barsk. Det viser de seneste dage, hvor Mala Høy Kuko i onsdags fik at vide, at Simon Simonsens sygeorlov var forlænget med 14 dage til den 14. december.

Pludseligt ude

Han mødte derfor op i går torsdag morgen i den tro, at han skulle i gang med sit politiske arbejde i Inatsisartut-salen.

Men nej.

- Jeg fik at vide efter Siumuts gruppemøde, at Simon Simonsen genindtrådte, og der ikke længere var brug for mig, oplyser Mala Høy Kuko, der slukøret måtte forlade Inatsisartut-bygningen.

Han har andre oplevelser, som han gerne ville have været foruden.

Da Doris J. Jensen trak sig som naalakkersuisoq på grund af benzinkort-misbruget var Mala Høy Kuko på en rejse til New York i forbindelse med arbejdet i et af de udvalg, som han sad i.

Frustrerende

- Jeg blev ringet op af en KNR-journalist, der kunne fortælle mig, at jeg ikke længere sad i Inatsisartut. Det var ganske frustrerende. Jeg blev nødt til at ringe til partikontoret for at få at vide, hvad der var sket, fortæller en tydeligt frustreret Mala Høy Kuko.

Han forklarer, at det er utroligt vanskeligt at planlægge sit liv og det politiske arbejde.

- Det siger sig selv, at jeg har svært ved at få politisk indflydelse, fordi jeg er blevet kastet rundt i forskellige udvalg, forklarer Siumut-politikeren, der har en fortid som Atassut-medlem.

Mala Høy Kuko, der er uddannet lærer og for tiden har orlov fra skolen i Tasiilaq, er også valgt ind i kommunalbestyrelsen for Kommuneqarfik Sermersooq.

Tilbage som skolelærer

På onsdag tager han hjem til Tasiilaq og vender om torsdagen tilbage til sit arbejde i skolen.

- På trods af de omskiftelige omstændigheder, så kommer jeg til at savne partikollegerne i Inatsisartut. Jeg har været glad for arbejdet. Det skal der ikke herske tvivl om, og jeg er klar til at komme tilbage, siger Mala Høy Kuko, der sætter pris på det gode interne forhold politikerne imellem – uanset politisk ståsted.

Powered by Labrador CMS