fredning
Måger og ravne går en usikker tid i møde
Ny bekendtgørelse lægger op til, at ravne, gråmåge og svartbag må jages hele året.
Bekendtgørelsen er netop sendt i høring og er et resultat af en beslutning i Inatsisartuts forårssamling, hvor det blev vedtaget, at man i en forsøgsperiode på fem år ophæver fredningen af ravne og specielle måger samt ræve.
Evaluering
Efter forsøgsperioden er det meningen, at de fem års jagt skal evalueres for at vurdere om fredningen skal ophæves permanent.
Det bemærkes, at jagttiden på hvidvinget måge ikke bliver ændret, da der kun er tale om jagttidsændringer på større mågearter og ravne.
Det fremgår også af bekendtgørelsen, at der oprettes fem nye fredede områder i landet.
Kontrol strammes
Desuden kan Lufthavnsvæsenet eller en kommune uden forudgående tilladelse foranstalte indsamling eller oliering af æg fra ravne og måger. Kontrollen med videnskabelige undersøgelser strammes desuden op.
Høringsfristen er sat til den 12. februar.