Mælkebøttebørn har fem års fødselsdag

Tirsdag den 29 marts er det fem år siden, Mælkebøtten slog dørene op for børnene i Nuuk, og institutionen er efterhånden godt forankret i byen

Prins Joachim besøgte som formand for Den Kongelige Grønlandsfond Mælkebøtten for en uge siden. Foto: Leiff Josefsen
Offentliggjort

- Børne- og ungehuset Mælkebøtten er et værested for børn og unge i Nuuk, og en kombination af et kreativt aktivitetscenter og et krisecenter for børn. Formålet er dels at forbedre vilkårene for omsorgssvigtede børn og unge for her igennem at forebygge yderligere omsorgssvigt, dels at give alle børn i Nuuk gode og kreative stimuli og oplevelser i værestedet, skriver forstander Kirsten Ørgaard i en pressemeddelelse.

- Nogle af de vigtigste mål i Mælkebøtten er at, medvirke til at skabe mønsterbrydere. forebygge selvmord, forebygge seksuelt misbrug og forebygge kriminalitet blandt unge, oplyser hun.

- Vi medvirker til at styrke børnene, så de bliver bedre til at klare deres hverdag. I Mælkebøtten vil vi gerne medvirke til at udvikle mønsterbrydere (Mælkebøttebørn). Det vil sige børn, der på trods af en traumatisk opvækst, bryder de mønstre de kommer fra – tager uddannelser, stifter familie og får et værdigt liv. Mange børn er i dag overladt til sig selv og lever et fritidsliv på gaden. I Mælkebøtten forsøger vi at give børnene positive livsværdier som et alternativ til gadenormerne, siger Kirsten Ørgaard.

Da Mælkebøtten åbnede i 2006, var der kun åbent kl. 14.00 – 21.00 torsdag til søndag i værkstederne. Der var kun åbent i døgnafdelingen i week-ender og højtider. Medarbejdergruppen bestod dengang af forstanderen og tre medarbejdere. Det var der driftsmæssigt penge til dengang.

- Det viste sig ret hurtigt, at der var et stort behov for at udvide åbningstiden. Derfor søgte vi økonomiske midler til dette og fik ansat mere personale, så vi i april 2007 kunne holde åbent døgnet rundt. Nu er normeringen på 12 medarbejdere, oplyser Kirsten Ørgaard.

- Mange børn og unge har gennem årene dagligt benyttet Mælkebøttens værksteder, der for nylig blev udvidet med et musikværksted. Værestedet er åbnet alle dage året rundt undtagen juleaften og nytårsaften, og der kommer i snit 21 børn hver dag året rundt. I døgnafdelingen er der plads til 9 overnattende børn.

I bestyrelsen for Mælkebøtten sidder repræsentanter fra Grønlands Arbejdsgiverforening, Lions Club i Nuuk, Nuuk Rotary Klub, der glæder sig over det flotte resultat, som takket være bidrag fra erhvervslivet, sponsere, fonde og private blev realiseret for 5 år siden.

Driften finansieres i dag ved hjælp af donationer fra Grønlands Selvstyre, Kommuneqarfik Sermersooq, Greenland Contractors og taktsbetaling for de børn, der er anbragt i Mælkebøttens døgnafdeling.

Powered by Labrador CMS