Macron og Scholz til Putin: Våbenhvile nu
Frankrigs præsident og Tysklands kansler beder forgæves Putin om at gå med til våbenhvile.
Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, og Tysklands forbundskansler, Olaf Scholz, har lørdag atter talt med Ruslands præsident, Vladimir Putin, om Ukraine-krigen.
Og igen ser det ud til, at krigen fortsætter.
Samtalen varede ifølge det tyske regeringskontor 75 minutter.
Macron og Scholz opfordrede Putin til omgående at gå med til våbenhvile.
Der er imidlertid ikke noget, der tyder på, at Rusland lader våbnene tie i Ukraine.
Det franske nyhedsbureau AFP skriver, at Putin under samtalen afleverede en bredside om den ukrainske hærs opførsel.
- Brud på almindelige normer
Kreml siger i en erklæring, at Putin "fortalte dem om de virkelige forhold" i Ukraine.
- Særligt blev det nævnt, at der er talrige eksempler på helt åbenlyse brud på almindelige normer i international humanitær lov fra den ukrainske hærs side, hedder det i en erklæring fra Kreml.
Putin beskylder videre Ukraines hær for "drab på dissidenter uden om domstolene" og for at "tage gidsler og bruge civile som menneskeskjold", skriver Kreml videre.
Ukraines hær blev også beskyldt for at opstille tunge våben ved hospitaler, skoler og børnehaver.
Aftalte at være i tæt kontakt
Ifølge erklæringen orienterede Putin også om, hvordan det går under forhandlinger om krigen mellem russiske og ukrainske forhandlere.
Men der er ingen detaljer om disse forhandlinger.
De tre talte også i telefon i torsdags. Og også her krævede Macron og Scholz en våbenhvile.
Ved den lejlighed aftalte de også at være i tæt kontakt de kommende dage.
Siden mødet mellem Macron og Putin 7. februar har Macron talt i telefon ni gange med Vladimir Putin, oplyser Elysee-palæet.
Talte med Finlands præsiden
Rusland invaderede Ukraine 24. februar.
Putin har været i kontakt med en række stats- og regeringsledere siden da. Men lørdag er offensiven fortsat med en række bombardementer og kampe flere steder.
Fredag talte Putin i telefon med Finlands præsident, Sauli Niinistö.
Her understregede Niinistö ifølge det finske præsidentkontor "behovet for en øjeblikkelig våbenhvile og at sørge for sikker evakuering af civile", lød det fra hans kontor.
Derudover påpegede han også, at Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, ønsker direkte forhandlinger med Putin.