Maaji Nuan: Så er det på med løbeskoene
Hvem har lyst til at lege med i et aktivt univers under Maaji Nuan?
Maaji Nuan har i år fokus på sundhed sammen, men hver for sig.
- På grund af situationen har vi haft svært ved at lave Maaji Nuan, som vi plejer. Det skal dog ikke afholde os fra at have fokus på sundhed sammen med jer.
Det siger Finn Meinel, der er koordinator for årets Majii Nuan sammen med fodboldklubben B-67.
Det starter med løb for alle i dag den 1. maj klokken 14.
Gruppen bag Maaji Nuan fortæller, at det ikke er et traditionelt åbningsløb, da vi ikke kan løbe sammen.
Åbningsløbet består således i, at vi alle løber, går, kravler eller hopper vores egen rute i Nuuk og omegn. Man kan selv vælge start og slutsted, herunder hvor langt man bevæger sig og i hvor lang tid. Løbsnumre kan hentes i Katuaqs reception. Grunden til, at man har løbsnumre, er for at vise sammenhørighed og fællesskab, men der er ikke en samlet måling af løbsdistance og tid, oplyser Maaji Nuan om starten.
Følg med på Facebook om kommende programmer.
Speciel aktivitet for virksomheder
Finn Meinel opfordrer alle virksomheder til at gøre Maaji Nuan til en aktiv og bevægeglad måned for deres medarbejdere!
Fordelene ved mere aktivitet i hverdagen er godt kendte, og nu kan vi tilbyde, at I, i konkurrence med andre virksomheder, kan skabe en maj måned med glæde og mere aktivitet (tilpasset alle) for jeres medarbejdere.
Derfor inviteres I til denne Aktion Booster, der er en bevægelses challenge virksomheder imellem, siger Finn Meinel og tilbyder to Aktion Booster.
- Første Aktion Booster er fra 11. –17. maj med temaet: Bevægelse
- Anden Aktion Booster er fra 25. –31. maj med temaet: Naturen.
I vil via den moderne teknologi kunne være aktive sammen hver for sig, og samtidig følge med i, hvor mange points I har samlet sammen i forhold til andre virksomheder, forklarer Finn Meinel i invitationen til virksomhederne.
Folkene bag Aktion Booster er Carsten Olsen og Sonja Sørensen, der sammen har startet konsulentvirksomheden GreatTalks der via GreenHatPeople udbyder online løsninger.
Sådan virker det
Det starter med, at man tilmelder sig helst senest 1. maj. Send tilmelding til finn@meinel.gl senest 1. maj 2020 - men man kan godt nå det bagefter, hvis man er lidt langsom, og hvis medarbejderne først bliver interesseret bagefter.
Et link sendes ud til de tilmeldte virksomheder ved start, og igennem 2 x 7 dage vil der være fokus på at registrere, ved et enkelt klik, den aktivitet hver enkelt medarbejder laver i sin hverdag. Deltagerne kan vælge mellem 10 aktiviteter inde på app’en.
Hver virksomhed har en tovholder, der holder styr på deltagere og aktiviteter med videre.
Der er som nævnt to booster uger: En om Bevægelse fra 11. til 17. maj og en om Naturen fra 25. til 31. maj.
Pointene samles sammen for hver virksomhed, og efter ugen kåres der en vinder, ligesom der undervejs sendes nogle opmuntrende og sjove mails om stillingerne blandt de deltagende virksomheder.
Andre aktiviteter
Der bliver flere andre aktiviteter under Majii Nuan, der har indgået partnerskaber med blandt andre skiklubben NSP, løbeklubberne Runderful og Naape, vandreklubben Asimiu, og med Nuuk Adventures omkring stand up paddling på Badesøen i Nuussuaq. Desuden forventer Finn Meinel at kajakklubben vil være med igen i år.