Lufthavnspakke: Borgere i Kangerlussuaq venter i spænding

Mens Inatsisartut er ved at vedtage lufthavspakken, så lytter flere borgere i Kangerlussuaq i spænding. Flere overvejer at forlade deres elskede bygd.

Flere borgere i Kangerlussuaq er klar til at flytte, hvis Kangerlussuaq nedgraderes.
Offentliggjort

Mens flertallet i Inatsisartut glæder sig over beslutningen om at bygge nye atlantlufthavne i Nuuk og Ilulissat og en regionallufthavn i Qaqortoq, så overvejer flere borgere i Kangerlussuaq at flytte fra bygden.

- Der er flere, der overvejer at flytte. Flere er begyndt at sælge ud af deres ting, deriblandt mig, siger Knud Olsen (S), formand for bygdebestyrelsen i Kangerlussuaq.

Lufthavnspakken er et stort samtaleemne i Kangerlussuaq, om end glæden vedrørende emnet er mindre i forhold til flertallet i Inatsisartut.

- Vi snakker tit om Kangerlussuaq’s fremtid når vi (borgere i Kangerlussuaq, red.) mødes på gaden. Vi er flere, der allerede har bestemt os for at flytte, når lufthavnene i Nuuk og Ilulissat bliver en realitet, fortæller Knud Olsen.

Stærke følelser

Når de 2.200 meter lufthavne i Nuuk og Ilulissat er blevet anlagt, er der uvished om, hvorvidt Kangerlussuaq og Narsarsuaq vil blive anvendt som atlantlufthavn, eller om lufthavnene vil blive nedgraderet til heliporte.

Uvisheden afføder stærke følelser i Kangerlussuaq. Også hos bygdebestyrelsesformanden.

- Vi er alle stærkt berørte af den plan. Vi venter alle i spænding, hele Kangerlussuaq holder vejret i disse timer, siger han.

Knud Olsen har boet i Kangerlussuaq i 27 år og arbejder i terminalen. Da han snart når pensionsalderen, er han allerede så småt i gang med at lede efter et andet arbejde. Et andet sted.

- Vi ved endnu ikke, hvor vi flytter hen, men alle mine planer her i Kangerlussuaq må jeg glemme, jeg bliver ikke gammel her, slutter Knud Olsen.

Powered by Labrador CMS