Lovændring: Skal afholde indsatte fra udgang og besøg
Et nyt lovforslag skal give Kriminalforsorgen i Grønland flere muligheder for at bekæmpe coronavirus.
Da coronakrisen kørte i højeste gear i midten i marts, efterspurgte direktøren for Kriminalforsorgen i Grønland, Naaja H. Nathanielsen, at Kriminalforsorgen i Grønland fik udvidet sine beføjelser.
Direktøren ønskede blandt andet, at have mulighed for at lukke anstalterne for udgang og for besøgende i tilfælde af, at der kom mere udbredt smitte i det grønlandske samfund.
Det ville dog kræve en lovændring, og nu ser det ud til, at direktørens bøn er hørt.
Justitsministeriet i Danmark har netop sendt et forslag til ændring af kriminal- og retsplejeloven for Grønland i høring.
Indsattes ret til besøg kan afskæres
Lovændringen har ifølge Justitsministeriet til formål at give rigsmyndighederne i Grønland de nødvendige redskaber til at forebygge og modvirke udbredelse af covid-19 i Grønland mest muligt.
- Herved sikres det, at myndighederne på Justitsministeriets område i Grønland, f.eks. kriminalforsorgen, har de nødvendige redskaber til at forebygge og modvirke udbredelse af covid-19 mest muligt, skriver Justitsministeriet.
Helt konkret vil forslaget give mulighed for, at indsattes og tilbageholdtes ret til fællesskab og besøg kan afskæres helt eller delvist, hvis det er nødvendigt for eksempelvis at forebygge udbredelsen af coronavirus.
Lovforslaget er også sendt til de grønlandske myndigheder.