Løkke: Rigsfællesskabet skal moderniseres
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) ønsker søsterpartiet Sambandspartiet tilbage på Christiansborg ved næste valg.
Sambandspartiet kan være med til at modernisere rigsfællesskabet, erklærede statsministeren på Sambandspartiets landsmøde lørdag 10. marts i Thorshavn.
Sambandspartiet gør sig klar til næste lagtings- og folketingsvalg, der skal holdes senest næste år i juni og august.
- Sambandspartiet og Venstre har altid haft et godt samarbejde og samme forståelse for den personlige frihed, kvitterede Lars Løkke Rasmussen for landsmødeinvitationen .
Statsministeren blander sig sjældent i færøske interne forhold, men han ser gerne en anden sammensætning af partierne på Christiansborg.
- Vi savner Sambandspartiet på Christiansborg og i Venstres folketingsgruppe. Vi håber, at Sambandspartiet får et medlem ved næste valg, og vi tilbyder alt det samarbejde, der er brug for, sagde Lars Løkke Rasmussen på landsmødet.
Rigsfællesskabet skal moderniseres
Statsministeren kunne fortælle Sambandspartiets medlemmer, at Danmark, Grønland og Færøerne er i gang med at undersøge, om man kan lave forandringer i DFG-ordningen.
I mange henseender tager man rigsfællesskabet for givet i Danmark, og der er ikke stor debat om fællesskabet mellem de tre lande, fortsatte han.
Statsministeren anerkender, at der kan være modstridende interesser i rigsfællesskabet, men hvis man er pragmatisk, så kan man løse dem. Derfor er det vigtigt, at rigsfællesskabet bliver moderniseret.
- Det kan vi ikke gøre alene. Sambandspartiet spiller en stor rolle i at modernisere rigsfællesskabet, sagde Lars Løkke Rasmussen.
- Jeg anerkender, at Færøerne har ret til selvstændighed. Men jeg håber ikke, at det kommer til at ske, uddybede statsministeren.
Klar til to valg
Formanden for Sambandspartiet, Bárður Nielsen, er ikke tvivl om, at hans parti er det eneste som går fuldt og helt ind for rigsfællesskabet.
- Samarbejdet mellem Venstre og Sambandspartiet gavner rigsfællesskabet, sagde han i sin tale.
Folketingsvalget skal holdes senest 17. juni 2019, og lagtingsvalget skal holdes senest et par måneder senere.
På mødet kunne Bárður Nielsen berette, at partiet er klar til begge valg. Den politiske situation på Færøerne har været ustabil og der har til tider været tvivl om Færøernes mindretalsregering mellem Javnaðarflokkurin, Tjóðveldi og Framsókn er intakt.
Et af målene hos denne regering er at afholde en folkeafstemning om en færøsk forfatning. Det har trukket ud, og det er ikke sikkert det vil lykkedes inden regeringsperioden er omme. Lige meget hvad, så kan det tyde på, at Færøernes rolle i rigsfællesskabet vil blive et varmt emne til valget.
Advarer mod løsrivelse ad bagdøren
Bárður Nielsen mener, at Javnaðarflokkurin/Socialdemokraterne sælger ud ved at støtte et forslag til en folkeafstemning, sådan som det ser ud nu. Javnaðarflokkurin har traditionelt været et parti, der støtter rigsfællesskabet.
- Formålet (med forfatningen, red.) er at løsrive Færøerne fra rigsfællesskabet. Det vil skabe ustabilitet, utryghed og være med tilbageskridt for land og folk. I vores naboland er kravet, at en grundlov skal vedtages over to valgperioder.
- Det er ikke planen for lagmand Aksel V. Johannesen. De undergraver demokratiet og Sambandspartiet accepterer ikke, at løsrivelsespartierne forsøger et snige selvstændigheden igennem bagdøren, sagde Bárður Nielsen.