Lokalråd skal bekæmpe omsorgssvigt i Sydgrønland
Politiet i Qaqortoq har indkaldt lokalrådet til et møde for at igangsætte eventuelle tiltag for at forebygge, at børn overlades til sig selv til at sove udenfor.
Lokalrådet i Kommune Kujalleq inddrages nu i en sag om børn, der har sovet under en bænk ved en fodboldbane i Nanortalik.
- Lokalrådet er indkaldt til et møde så vi kan se, om der er forebyggende tiltag vi kan gøre i fællesskab, så vi ikke får den her situation med, hvor børn sover udenfor igen. Jeg har nu rakt ud til medlemmerne, så dialogen i lokalrådet er allerede i gang, siger formand for lokalrådet og politikommissær i Qaqortoq, Søren A. Hansen til Sermitsiaq.AG.
Lokalrådet har repræsentanter fra Grønlands Politi og Kommune Kujalleq og skal arbejde med at finde forebyggende løsninger for at mindske kriminalitet. I denne konkrete sag efterspørger lokalrådets formand, om der kan laves tiltag for at undgå, at børn sover ude i det fri ved omsorgssvigt.
Ingen kriminel handling bag
Sermitsiaq.AG har været i kontakt med en person, der har underrettet socialforvaltningen i Kommune Kujalleq om de to børn, der er blevet fundet sovende under en bænk ved fodboldbanen i Nanortalik natten til lørdag.
Grønlands Politi oplyser til Sermitsiaq.AG, at politiet ikke vil gøre yderligere i sagen da der ikke lægger nogen kriminel handling bag episoden.
- I den konkrete sag, er der ikke fundet grundlag for, at der skulle være sket noget kriminelt, så det er kommunen der har myndighed til at køre en socialsag. Politiet kan assistere kommunen i forbindelse med en opfølgning på sagen, men ud fra det materiale vi har, finder vi det ikke nødvendigt at starte en kriminalsag, lyder det fra Grønlands Politi.